Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

Hovedtelefoner der varmer om ørerne

Her er 13 af vores bedste anbefalinger, når det gælder trådløse hovedtelefoner – med og uden støjreduktion.

Skrevet af / 22/01/2018 - 12:18
Hovedtelefoner der varmer om ørerne

Når vejret er koldt, er det rart med noget musik, der luner. Og hvad er så bedre end et par ordentlige hovedtelefoner? De skal selvfølgelig være trådløse, for hvem gider et koldt kabel, der hænger og dingler?

Bluetooth komprimerer ganske vist lydsignalet og kan give reduceret lydkvalitet i forhold til kablede modeller, men samtidig slipper man for lyden af ledningen, der gnider mod tøjet og forplanter sig til ørekopperne.

Hvis vi lige skal være lidt tekniske, så bliver signalvejen også kortere, når man flytter processeringen og konverteringen af lyden til selve hovedtelefonerne. Og har du en telefon med en dårlig hovedtelefonudgang, så bliver det straks noget andet med et par ordentlige Bluetooth-hørebøffer.

Med andre ord behøver bekvemmeligheden ikke nødvendigvis at være på bekostning af lydkvaliteten.

Læs også: Chord Hugo 2 – Ekstraordinær forstærker til hovedtelefonerne

On-ear eller over-ear? Med eller uden støjreduktion?

Okay, så du har bestemt dig for trådløse hovedtelefoner. Men hvilken type pasform? Skal de sidde uden på ørerne (on-ear) eller indkapsle dem (over-ear)? Og skal de have aktiv støjreduktion?

Fordelen ved ørekopper, der sidder uden på ørerne, er at de er mindre, så hovedtelefonerne er lettere at slæbe rundt på. De lader også ørerne ånde mere. Ulempen er, at de ikke har plads til lige så store drivere (højttaler-enheder) og derfor ofte har reduceret dynamik og mindre energi i bassen i forhold til større ørekopper. De kan også klemme mere på ørebrusken, hvilket bliver trættende i længden.

Omvendt har store ørekopper den fordel, at de sidder mere behageligt på kraniet, og de har større drivere, der ofte giver bedre lyd. Ulempen er, at de kan føles klamme over tid, og de fylder mere.

Så er der dem med aktiv støjreduktion (ANC). De er vældig praktiske, hvis man ofte befinder sig i støjende omgivelser. Rejser du f.eks. meget med tog eller fly, vil vi helt klart anbefale sådan et par. Hvis du arbejder i et åbent kontorlandskab og gerne vil lukke omverdenen ude, er de også praktiske.

Derudover kan det være fristende at bruge dem til at holde larmen fra livet, når man er ude mellem tung trafik, men det kan være farligt. Derfor anbefaler vi i så fald nogle, hvor man kan variere graden af støjdæmpning.

Hovedtelefoner med ANC kan lyde rigtig godt og giver meget bedre musikoplevelser end dem uden, når du er i støjende omgivelser. Men til almindelig brug giver de ikke lige så god lyd for pengene, så det handler om at kende sine behov, før man køber.

Her præsenterer vi nogle af de bedste trådløse hovedtelefoner, vi kender, i forskellige prisklasser.

 

Under 1.000 kr.

Urbanears Plattan 2 Bluetooth  (on-ear)

(Foto :Urbanears)

Overraskende prisgunstige

Urbanears gør én ting, og den gør de godt. Nemlig at lave hovedtelefoner, der ser rigtig godt ud og lyder bedre, end prisen tilsiger. Med deres andet forsøg udi trådløse hørebøffer har de lært af fortidens fejl.

Plattan 2 Bluetooth er mere praktiske i brug, føles behagelige at have på og har en fantastisk batterilevetid plus alle de funktioner, man har brug for. Desuden fungerer de godt med de fleste typer musik. Det er faktisk svært at finde noget, der lyder lige så godt til prisen.

Læs hele testen af Urbanears Plattan 2 Bluetooth her

Pris: 900 kr.
Web: urbanears.com
Karakter: 6

 

Urbanista Seattle Wireless  (on-ear)

(Foto: Urbanista)

Lækre og vellydende

At affeje Urbanista som bare endnu et cool hovedtelefonmærke uden substans ville være en fejl. Designet er enkelt, og de skriger ikke på opmærksomhed; materialevalget er nøje gennemtænkt, og konstruktionen enkel, men velfungerende.

Vores eneste lille anke er, at touch-kontrollerne ikke altid reagerer som forventet. Men det er let at tilgive, når man lytter til dem. Urbanista Seattle Wireless er ganske enkelt de eneste billige trådløse hovedtelefoner, vi har hørt, der lyder rigtig godt.

Læs hele testen af Urbanista Seattle Wireless her

Pris: 995 kr.
Web: urbanista.com
Karakter: 6

 

1.000-1.999 kr.

Pioneer SE-MS7BT  (over-ear)

(Foto: Pioneer)

Når detaljerne er vigtigst

Pioneer SE-MS7BT har rigtig god pasform, blandt de bedste i klassen. De indkapsler ørerne perfekt og bliver aldrig ubehagelige.

Lyden er rigtig god. Her får du masser af detaljer, og sammenlignet med hovedtelefoner med ANC er dynamikken bedre. Så hvis du ikke mener, at du får brug for støjdæmpning, kan du trygt vælge SE-MS7BT.

Ankepunktet er en til tider lidt for ivrig diskantgengivelse, og batterilevetiden kunne have været bedre.

Læs hele testen af Pioneer SE-MS7BT her

Pris: 1.190 kr.
Web: pioneer-audiovisual.eu
Karakter: 5

 

Sony WH-H800  (on-ear)

(Foto: Sony)

Stor lyd til lavere pris

WH-H800 – eller H.ear on 2 Mini Wireless, som de også kaldes – sidder meget behageligt på hovedet, omend lidt løst. Og app’en er så selvmodsigende, at man lige så godt kan droppe den.

Men vi bemærker en klarhed i lyden, som man normalt ikke forbinder med Bluetooth. Driverne mere end lever op til forventningerne og leverer stor og lækker lyd. Sony lykkes både med at formidle detaljer i diskanten og give os eftertrykkelig bas.

Læs hele testen af Sony WH-H800 her

Pris: 1.500 kr.
Web: sony.dk
Karakter: 6

 

Kygo A9/600  (over-ear)

(Foto: Kygo Life)

Stole the Show

Hvis du hører til dem, der er skeptiske over for “livsstilsprodukter” signeret af kendisser, så kan vi fortælle, at Kygo A9/600 faktisk er værd at låne øre til. De både ser godt ud og lyder fortræffeligt.

A9 har en kontant levering af rytmer, som andre vil misunde dem, og følger op med god tonalitet på forskellige instrumenter. Der mangler bare den sidste smule luft i toppen, men det kan i høj grad fikses med app’ens EQ-funktion.

Læg hertil, at Bluetooth-forbindelsen er noget af det mest stabile, vi har testet, med glimrende rækkevidde, og der er få grunde til ikke at overveje Kygo A9/600.

Læs hele testen af Kygo A9/600 her

Pris. 1.799 kr.
Web: kygolife.com
Karakter: 5

 

2.000-2.999 kr.

Audio-Technica ATH-DSR7BT  (over-ear)

(Foto: Audio-Technica)

Genvejen til ren lyd

Audio-Technica ATH-DSR7BT gør godt og grundigt op med Bluetooth-hovedtelefoners ry som en praktisk, men mindre hi-fi-egnet teknologi. Der er hul igennem i en grad, som man sjældent finder til prisen. Og når man så ydermere får trådløs forbindelse og en digital forstærker med i prisen, er det intet mindre end imponerende.

Skal man kritisere noget, så har vi oplevet bærekomforten bedre, luksusfølelsen er begrænset, og betjeningen er mere smart end egentlig gennemtænkt. Det er dog alt sammen for småting at regne, når lydkvaliteten tages med i betragtning.

Læs hele testen af Audio-Technica ATH-DSR7BT her

Pris: 2.849 kr.
Web: eu.audio-technica.com
Karakter: 6

 

Bowers & Wilkins PX  (over-ear, ANC)

(Foto: Bowers & Wilkins)

Britisk tronprætendent

Bowers & Wilkins har været længe om at melde sig på banen med støjreducerende hovedtelefoner. Til gengæld ser det ud til, at de har udnyttet ventetiden godt.

B&W PX er et par vellykkede luksus-hovedtelefoner med aktiv støjreduktion. Takket være nogle velfungerende indstillingsmuligheder i app’en kan man tilpasse støjreduktionen fra en let, musikvenlig kontorindstilling og hele vejen op til ekstrem støjdæmpning på flyrejsen. Bowers & Wilkins tager dermed kampen op på lige fod med lignende bud fra Bose, Sony og B&O.

Læs hele testen af Bowers & Wilkins PX her

Pris: 2.899 kr.
Web: hifiklubben.dk
Karakter: 5

 

Sennheiser PXC 550 Wireless  (over-ear, ANC)

(Foto: Sennheiser)

Støjfri fløjlslyd

Med PXC 550 har Sennheiser lavet nogle flotte hovedtelefoner med meget behagelig pasform, fin og luftig lyd samt god støjreduktion, der kan varieres i flere trin med en app. De vil kunne dække hele dit behov, uanset musikstil.

PXC 550 har fyldig basgengivelse, men også luftige overtoner. Vær dog opmærksom på, at det maksimale lydniveau kan være lidt lavt på visse typer musik, f.eks. klassisk. Det kan i så fald løses ved at sætte ledning til.

Læs hele testen af Sennheiser PXC 550 Wireless her

Pris: 2.999 kr.
Web: sennheiser.dk
Karakter: 5

 

Sony WH-1000XM2  (over-ear, ANC)

(Foto: Sony)

Optimeret støjreduktion

Med WH-1000XM2 har Sony givet os markedets bedste støjreduktion og fikset nogle problemer, som forgængeren havde, hvor ens skridt forplantede sig til hovedtelefonerne og ind i ørerne.

Kombineret med noget af det bedste lyd, vi har hørt fra støjdæmpende hovedtelefoner, og med høj komfort samt markedets bedste batterilevetid – ja, så må vi bare tage af hatten og udråbe Sony til den nye konge af støjfri!

Læs hele testen af Sony WH-1000XM2 her

Pris: 2.999 kr.
Web: sony.dk
Karakter: 6

 

3.000-3.999 kr.

KEF Porsche Design Space One Wireless  (over-ear, ANC)

(Foto: KEF)

Musikalsk luksus

KEF gør det meste rigtigt med deres første trådløse, støjreducerende hovedtelefoner. Designet er raffineret, og byggekvaliteten udsøgt. De sidder skønt på hovedet selv ved lange rejser, og betjeningen er enkel. Man kan lytte med eller uden støjreduktion og sætte ledning til, hvis det rigelige batteri skulle løbe tør. Musikken gengives fænomenalt neutralt og naturligt, men med solid bas. Støjreduktionen er god og påvirker ikke lydkvaliteten særlig meget.

Kort sagt er Space One Wireless blandt de bedste hovedtelefoner til hyppige rejsende.

Læs hele testen af KEF Porsche Design Space One Wireless her

Pris: 3.000 kr.
Web: bulowtrading.dk
Karakter: 5

 

Bose QuietComfort 35 II  (over-ear, ANC)

(Foto: Bose)

Stadig blandt de bedste

Bose QuietComfort 35 II har fået et par nye funktioner. For det første kan støjreduktionen nu reduceres eller slås helt fra. På forgængeren er den altid på maksimum, hvis man ikke bruger kabel.

Den nye version har også fået stemmestyring, der understøtter både Apple- og Android-enheder. Sidstnævnte kun på engelsk indtil videre, men vi prøvede med Apples Siri, og det fungerer lige så godt som at tale direkte ind i en iPhone.

Bortset fra disse to funktioner er QC35 II identiske med forgængeren. 

Læs hele testen af Bose QuietComfort 35 II her

Pris: 3.149 kr.
Web: bose.dk
Karakter: 5

 

Bang & Olufsen Beoplay H9  (over-ear, ANC)

(Foto: B&O)

Trådløs luksuslyd

Beoplay H9 er ikke den nye konge af støjreduktion. Til gengæld er de meget velspillende, og derfor får de vores varmeste anbefaling.

H9 lyder rent ud sagt fantastisk, er behagelige at have på også i længere tid og kan stadig fjerne tilpas meget støj til, at du kan lytte i fred på farten. Dertil er de lavet af lækre og luksuriøse materialer, der betyder, at de kan holde i mange år.

Prisen er høj, men kvalitet koster som bekendt.

Læs hele testen af Bang & Olufsen Beoplay H9 her

Pris: 3.795 kroner
Web: beoplay.com
Karakter: 6

 

Over 4.000 kr.

Master & Dynamic MW60  (over-ear)

(Foto: Master & Dynamic)

På grænsen til galskab

Master & Dynamic MW60 er et par ekstreme hovedtelefoner. For den høje pris får du eksklusive materialer og en lydkvalitet, der slår alt andet, vi har hørt fra trådløse hørebøffer. Hele toneregisteret lyder gennemført godt på al musik, og klassisk lyder bedre end på nogen andre trådløse, vi har hørt.

Klangbalancen hælder lidt mod det varme. Man kunne have fået endnu mere dynamik ud af trommerne, men på den anden side er MW60 mere tilgivende over for lidt skarpe musikoptagelser, og det er mere behageligt at lytte til i længere tid. De kan dog blive lidt klamme – tag i så fald en pause indimellem.

Læs hele testen af Master & Dynamic MW60 her

Pris: 4.695 kr.
Web: rlvnt.se
Karakter: 5

Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0
Scroll to Top