Jabra lancerer en ny topmodel blandt trådløse hørepropper, Elite 85t, som får avanceret aktiv støjreduktion (ANC). Jabra er samtidig den første producent, der kommer med en ANC-opdatering til en eksisterende serie trådløse hørepropper, nemlig Elite 75t og Elite Active 75t. Det sker via Sound+ app’en.
Men det er altså Elite 85t, der er den største nyhed, og de har Jabras kraftigste og mest avancerede støjreduktionsteknologi til dato. Vi bliver lovet, at det ikke går ud over hverken størrelse, pasform, komfort eller samtale- og lydkvalitet.
Jabra Advanced ANC
Jabra Elite 85t har Jabra Advanced ANC, som er et skridt op i forhold til Jabras standard-støjreduktion. Der anvendes to processorer, hvoraf den ene udelukkende bruges til støjreduktionen. Det skulle både give kraftigere støjreduktion og bedre lydprocessering.
Hørepropperne er blandt de mindste med avanceret støjreduktion og har HearThrough, så man kan lukke omgivelseslyd ind. Det er næsten også nødvendigt, hvis man skal gå rundt med tætsiddende hørepropper i længere tid. Begge funktioner er justérbare og “specielt udviklet til naturlig lyd og blokering gennem et semiåbent design og flere ANC-mikrofoner.”
Seks mikrofoner
Jabra Elite 85t har seks mikrofoner: Tre på hver prop, hvoraf to sidder udenpå og én indeni. Ifølge Jabra giver det “førsteklasses samtalekvalitet for både brugeren og vedkommende i den anden ende”. Desuden har hørepropperne forbedret beskyttelse mod vindstøj.
Mikrofonerne indeni og udenpå anvendes til den avancerede ANC, som giver forbedret støjreduktion og filtrerer mere lyd fra. Det giver også fleksibilitet til at vælge, hvor meget man vil dæmpe eller lukke omgivelseslyd ind. Man kan justere fra fuld ANC til fuld HearThrough og alle niveauer derimellem.
Semiåben løsning
Driverne er store, hele 12 mm. Det skal give “stor lyd og kraftig bas”. Designet er semiåbent for øget komfort og minimalt pres på ørerne. Efter redaktionens opfattelse kan det give god mening at vælge et semiåbent design, hvis støjreduktionen er så effektiv, som det hævdes.
Øredutterne er ovale for bedre forsegling, hvilket også betyder, at propperne ikke sidder så dybt i ørerne. Igen for at øge komforten. Vi spekulerer dog på, om folk, der normalt ikke synes, at hørepropper sidder særlig godt, vil have endnu flere problemer med en fladere pasform.
Batterilevetid
Elite 85t har op til fem en halv times batterilevetid med støjreduktionen aktiveret. Det udvides til 25 timer med lade-etuiet med ANC tændt og 31 timer med ANC slukket.
Hørepropperne kan oplades trådløst med en Qi-oplader.
ANC som standard
De eksisterende Elite 75t og Elite Active 75t kan nu også opgraderes med ANC. Den gratis opdatering er gjort tilgængelig gennem Jabras udvikling af Qualcomm-teknologien.
Disse hørepropper kan også købes med ANC som standard fra oktober 2020. Dermed kan både nuværende og nye brugere opleve Jabras standard-ANC, som giver støjreduktion på lavere frekvenser.
ANC-modellerne vil stadig være resistente ifølge IP55/IP57. Batterilevetiden med ANC tændt er fem en halv time og 24 timer med lade-etuiet. De tilsvarende tal uden ANC er henholdsvis syv en halv og 28 timer.
ANC-hørepropperne vil koste det samme som før.
Pris og tilgængelighed
Jabra Elite 85t er tilgængelige fra november til en vejledende pris af 1.999 kroner. De kommer dog allerede i forhåndssalg hos Elgiganten fra den 23. september. Man kan vælge imellem farverne titanium/sort fra november og guld/beige, kobbersort, sort eller grå fra januar 2021.
Mere information: jabra.dk