Hovedtelefonerne JBL Tour One og de helt trådløse hørepropper JBL Tour Pro+ henvender sig til hjemmekontoret, kontorarbejdere og folk, der i det hele taget har brug for noget på/i ørerne, som giver den bedst mulige digitale kommunikation med omverdenen.
Både hovedtelefonerne og hørepropperne har såkaldt True Adaptive støjreduktion, som kontinuerligt overvåger omgivelseslyden og tilpasser niveauet af støjreduktion i forhold hertil. Dermed skal man hele tiden have den rigtige mængde støjreduktion ifølge JBL.
Støjreduktionen kan selvfølgelig også aktiveres manuelt, og det gøres med en separat knap. Dæmpningen fungerer også, hvis man ikke er tilsluttet Bluetooth og gerne vil arbejde i stilhed, men ikke nødvendigvis med musik i ørerne.

JBL Tour One har den bedste støjreduktion
Som regel har hovedtelefoner med ørekopper bedre aktiv støjreduktion end hørepropper, fordi der er plads til flere mikrofoner og en større DSP-chip. Det er også tilfældet her, og JBL hævder, at “Tour One tilbyder JBL’s bedste True Adaptive støjreduktionsteknologi”. Hovedtelefonerne har fire mikrofoner indbygget, mens hørepropperne Tour Pro+ har tre.

Lyt til omgivelserne
Ambient Aware-funktionen gør, at man kan høre omgivelserne gennem hovedtelefonerne, hvis man f.eks. er ude i trafikken, hvor det er farligt at lukke lyden ude.
TalkThru-funktionen gør noget af det samme, men lukker kun det frekvensområde ind, hvor det meste af energien og tydeligheden i stemmer ligger. Den kan man bruge, hvis man vil tale med nogen uden at tage hovedtelefonerne eller hørepropperne af.

Smart lydindstilling
Tour One og Tour Pro+ har begge såkaldt Smart Audio Mode, hvor man kan vælge imellem tre indstillinger: Normal giver den mest stabile Bluetooth-forbindelse, Audio øger lydkvaliteten, og Video minimerer tidsforsinkelsen.
Vi kunne ikke helt høre forskel, da vi for nylig testede hørepropperne JBL Live Pro+ med iPhone, men det fungerer muligvis bedre med Android.

Lang batteritid
JBL har fokuseret på batterilevetiden. Op til 50 timers spilletid hævdes for Tour One, så dem burde man kunne bruge hele ugen, før de skal lades op. Tour Pro+ er opgivet til otte timer i selve propperne og yderligere 24 timer fra lade-etuiet. Når støjreduktion er aktiveret, reduceres det til seks timer i propperne og yderligere 18 timer fra etuiet. Etuiet kan oplades trådløst med en Qi-oplader.
Priser og tilgængelighed
Prisen for JBL Tour One er 2.299 kroner, mens Tour Pro+ koster 1.499 kroner. Begge kan bestilles på dk.jbl.com nu.