Philips er bevidst om, at elektronikindustrien er en af de største forurenere i verden. Produktion af elektronik kræver store mængder energi og materialer, hvilket bidrager til store mængder affald. Forbruget af elektronik er også energikrævende, og det er sidstnævnte, der tages fat på med Philips’ nye GO-serie.
Tre nye modeller er blevet lanceret, to af dem til fysisk aktive brugere. En af dem har solcelleopladning, hvilket reducerer behovet for strøm fra elnettet. Alle hovedtelefonerne er delvist fremstillet af genbrugsmaterialer, og emballagen er også fremstillet af genanvendt pap.
Philips A6219 – 80 timers spilletid
Solcelleopladning giver også svimlende høje afspilningstider. Philips A6219 er et sæt on-ear-hovedtelefoner med hele 80 timers spilletid, ifølge producenten. Hovedtelefonerne er fremstillet af 35 procent genanvendt plast, og her taler vi om ægte genbrugsplast, som forbrugerne har brugt, ikke genbrug af overskudsspåner fra fabrikken. Derudover er emballagen lavet af genanvendt papp og også reduceret i størrelse med 40 procent i forhold til tidligere norm.
IP55-certificering betyder, at hovedtelefonerne er vand-, sved- og støvtætte, så de kan holde til både træning og brug i vejr og vind.
Driverne er 40 mm store og oprindelig udviklet til den hi-fi-orienterede Fidelio-serie. Et dynamisk basboost kan slås til for dem, der kan lide mere bas, og vi loves klar stemmegengivelse under opkald takket være en indbygget mikrofon med kunstig intelligens.
Philips A6709 – Åbne hørepropper til træning
Er man mere sportsligt anlagt og gerne vil høre verden omkring sig, mens man træner, kan man overveje A6709 – et kompakt sæt hørepropper, som fæstes med en robust ørekrog. Fremstillet delvist af genbrugsmaterialer og med en sammenhængende batteritid på op til 28 timer. Hovedtelefonerne er vand- og støvtætte, hvilket gør dem velegnede til alle vejrforhold.
Det mest specielle ved dem er det åbne design. Andre hørepropper lukker af til øregangen og lukker omgivelserne ude. Det er ofte fint, men når man træner udendørs, vil man måske gerne kunne høre potentielle farer omkring sig. Man kan bruge hørepropper med ambient sound, eller man kan vælge hørepropper med et helt åbent design. Det giver en meget mere naturlig gengivelse af omgivelserne.
Med andre ord er det ikke ‘rigtige’ hørepropper, eftersom der ikke er proppet noget ind i øregangen. I stedet ligger de uden på øret. Så lad os hellere kalde dem et par meget kompakte hovedtelefoner. Altså et alternativ til disse fra JBL.
Batteritiden er opgivet til 7 timer i selve hovedtelefonerne, og der er til to ekstra opladninger fra etuiet. 15 minutters hurtigopladning giver en times afspilning.
Philips H6509 – automatisk tilslutning til TV-et
Hvis du vil have et par trådløse hovedtelefoner med støjreduktion, som også er optimeret til TV-kiggeri, skal du se nærmere på Philips H6509.
Hovedtelefonerne har aktiv støjreduktion, 40 mm drivere, Bluetooth multipoint og hele 60 timers batterilevetid. Partytricket er, at de nemt kan tilsluttes til TV’et med Philips’ nye Titan-operativsystem, som automatisk genkender kompatible hovedtelefoner og tilbyder tilslutning med ultra-lav latenstid. Automatisk tilslutning og perfekt lyd-til-billede-synkronisering bør falde i god jord hos ejere af nyere Philips Ambilight-TV’er.
Batteritiden på Philips 6509 er opgivet til imponerende 60 timer med støjreduktion slået fra og 40 timer, når den er aktiveret.
Mere info: philips.dk