Sennheiser synes åbenbart ikke, at IE 800 S var helt gode nok – eller dyre nok. Vi er faktisk enige i det første, for selv med en ordentlig hovedtelefonforstærker manglede de dynamik og engagement nok til helt at forsvare den høje pris.
Måske har Sennheiser lyttet til os, når de nu kommer med den nye flagskibsmodel IE 900. Som Sennheiser lover sætter “en ny standard for alle lydentusiaster på farten”.
IE 900 er fremstillet i Sennheisers hovedkvarter i Tyskland og lavet til at reducere resonanser og minimere akustiske problemer, hvor enkelte frekvenser overskygger andre. Det gør de bl.a. ved hjælp af en enkelt 7 mm bredbånds-driver (“højttaler-enhed”) til hvert øre.
Hvorfor ikke flere drivere?
High-end hørepropper fra andre producenter har gerne to, tre eller fire – eller endnu flere – drivere i hvert øre. Fordelen er, at hver enhed får et mindre arbejdsområde og dermed øget dynamik og lavere forvrængning.
Ulempen er til gengæld, at det er en stor udfordring at få lydbølgerne til at ramme hinanden med perfekt timing. I praksis er det nærmest umuligt, og det resulterer som regel i et lille fasespring i overgangen mellem hver driver.
Jo flere elementer, jo flere faseforskydninger i det hørbare frekvensområde. Dette kan lyde unaturligt, hvor man enten får kunstige forstærkninger der, hvor lyden fra to elementer sammenslås, og dermed overskygning. Eller – endnu værre – man kan få annullering i stedet på grund af udfasning. Forstærkninger kan fikses i EQ’en, men ikke annulleringer. De er væk for altid.
Én driver med masser af teknologi
I stedet har Sennheiser altså valgt at arbejde med én 7 mm bredbånds-driver og såkaldt X3R-teknologi.
X3R-teknologien anvender tre resonanskamre, boret ind i aluminiumhusene på IE 900 og placeret mellem membranen og den munding, der går ind i øret. Disse kamre resonerer ved omhyggeligt kalkulerede frekvenser og skal absorbere energi i vigtige områder for at forhindre overskygning.
Det menneskelige øre kan nemlig ikke opfatte højfrekvente lyde ved lave lydniveauer, hvis der samtidig forekommer stærkere lyde i et lavere frekvensområde. Ved at fjerne energien fra overskyggende resonanser forhindres uønskede bølgetoppe, så de små nuancer bliver hørbare.
Desuden har man brugt en slags akustisk centrifuge til at sprede og jævne diskantområdet ud. En kompleks form, der skal minimere den akustiske friktion, så overskydende energi spredes ud og i princippet forsvinder. Sennheiser hævder, at effekten er både målbar og hørbar og sikrer en så jævn og ørevenlig diskantgengivelse som muligt.
I videoen nedenfor kan du se, hvordan Sennheiser IE 900 kom til verden.
Helautomatiseret produktion
Driverne er blevet forbedret siden IE 800S, med lavere toleranceniveauer mellem to forskellige enheder for endnu bedre præcision. For at opnå det er produktionen af enhederne helautomatiseret på fabrikken.
Driverne skal være “ekstremt lette og fleksible”, forhindre forvrængning og levere en naturlig og afbalanceret lyd, hvis vi skal tro Sennheiser, og vi bliver også lovet en gennemsigtig gengivelse uanset lydniveau.
Bekvemmelighed og komfort
IE 900 anvender Fidelity Plus MMCX-terminaler til ledningerne, som gør det muligt at bruge tredjepartskabler. Hørepropperne leveres med et ubalanceret kabel med 3,5 mm stik og balancerede kabler med 2,5 mm og 4,4 mm stik. Kablerne skal kunne tåle flere tusind bøjninger.
Ørebøjlerne kan bøjes af brugeren, og der medfølge øredutter i både silikone og memory-skum.
Pris og tilgængelighed
Sennheiser IE 900 kan købes fra midten af juni for den nette sum af 9.700 kroner.