Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

NYHED

IFA 2019: Smartere soundbars fra JBL

Vi bliver lovet kraftigere bas og endnu mere fyldig lyd med JBL’s nye soundbars. Og du kan tale til topmodellen. På en måde.

Skrevet af / 06/09/2019 - 13:25
IFA 2019: Smartere soundbars fra JBL

JBL har lanceret tre helt nye soundbars på IFA-messen i Berlin. Nøgleordene er kraftigere lyd og smartere integration. Topmodellen kan ikke styres med stemmen direkte, men den har indbygget understøttelse af både Chromecast og AirPlay 2, og kan dermed stemmestyres via mobilens stemmeassistent eller via en Google Home- eller en Apple HomeKit-højttaler.

Bar 5.1 Surround: Topmodellen

For nu at tage topmodellen Bar 5.1 Surround først, så har den som nævnt Chromecast og AirPlay 2, hvilket betyder, at du kan streame musik trådløst fra næsten alle streaming-tjenester.

Væk er de trådløse baghøjttalere, der fulgte med forgængeren Bar 5.1. I stedet har JBL arbejdet hårdt for at kunne levere ægte surround-lyd fra et enkelt soundbar placeret foran lytteren. Det sker takket være såkaldt MultiBeam-teknologi, der “projicerer” lyden via vægge og loft, så bagkanalerne til sidst ender bag lytteren.

Dette koncept har bl.a. Yamaha haft længe, og nu får man det så også i en JBL-soundbar. Bassen besørges af en 10 tommers trådløs subwoofer. Hvis lyden er kraftigere end det, vi allerede har hørt fra Bar 3.1, så er der noget at se frem til!

JBL Bar 2.1 Deep Bass. (Foto: JBL)

Bar 2.1 Deep Bass: Kraftig lyd

Næste soundbar på listen er Bar 2.1 Deep Bass. Vi loves 300 watt kraftig lyd, hvilket nok skal tages med et gran salt eller to, men vi tror dog på, bassen går dybere end på forgængeren Bar 2.1. Selv om det ikke var dybbas, vi savnede fra 2.1, snarere en mindre grovkornet gengivelse af stemmeregisteret og lyden generelt. Vi var heller ikke overbevist af dens forsøg på at lave surround-lyd og håber, at Bar 2.1 Deep Bass er bedre til dette.

JBL Bar 2.0. (Foto: JBL)

Bar 2.0: Nem tilslutning

Til sidst skal vi nævne den mindste, JBL Bar 2.0. Her er der ingen trådløs subwoofer; i stedet sidder baseffektkanalen i selve soundbaren, og en basrefleksport skal give fyldigere bas, end man normalt forventer af en soundbar uden subwoofer. Vi får se. Uanset hvad, så er nøgleordet her et interiørvenligt fodaftryk med meget enkel tilslutning.

Mens det kun er topmodellen Bar 5.1 Surround, der har indbygget streaming, har de alle mulighed for at afspille musik trådløst via Bluetooth.

Priserne ser ud til at blive ca. 5.200 kroner for Bar 5.1 Surround og 3.300 kroner for Bar 2.1 Deep Bass, mens Bar 2.0 vil koste omkring 1.800 kroner.

dk.jbl.com

Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Ny subwoofer til de superrige

Hjemmebio-kraftkarl er inde til test

Nu kommer den endelig

Vildere surroundforstærker fra Denon

"Alle" elsker Dolby

Nyt lydformat vil knuse Dolby Atmos

Januarudsalg på soundbars

Se den lille 4K-projektor

Vil bringe 3D-lyd til "alle"

Sonos i konkurrence mod Apple og Sony?

Her er Bose Smart Ultra Sounder

XGIMI Horizon Ultra: 4K-projektor med Dolby Vision

0
Scroll to Top