Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

iPhone 6 er en realitet

Apple har lanceret to iPhone 6-modeller.

Skrevet af / 09/09/2014 - 20:41
iPhone 6 er en realitet

Ét år på nær en dag er det siden, at Tim Cook lancerede iPhone 5S og iPhone 5C. Sidstnævnte var en redesignet udgave af iPhone 5 fra 2012, mens iPhone 5S kom med fingeraftrykslæser – ved navn Touch ID – som største nyhed.

Men traditionelt holder Apple sig til at komme med større nyheder og produktlanceringer hvert andet år. iPhone 4, som kom med helt nyt design i glas og metal og var et brud med de første iPhone-modeller, kom i 2010, og iPhone 5, som var fremstillet i aluminium og kom med større 4” skærm, blev præsenteret i 2012.

iPhone 5S fra 2013 var en opdatering med nye funktioner, men med samme grundlæggende design, og derfor anede vi på forhånd, at Apple ville have noget helt nyt oppe i ærmet ved dagens lancering.

Og det havde de så. Apples nye smartphones – for der er nemlig to! – hedder iPhone 6 og iPhone 6 Plus. Begge er en del større end de nuværende iPhone-modeller.

2014-09-09 18.07.44

iPhone 6 og iPhone 6 Plus kommer med henholdsvis 4,7” og 5,5” IPS-skærm, og begge har en højere opløsning end forgængerne. iPhone 6 kommer med 1334 x 750 pixel, hvilket giver en pixeltæthed på 326 ppi, mens iPhone 6 Plus kommer med Full HD 1920 x 1080 pixel opløsning, hvilket svarer til 401 ppi.

Begge telefoner er tyndere end den nuværende iPhone 5S, som måler 7,6 mm. iPhone 6 er den tyndeste med blot 6,9 mm, mens den større iPhone 6 Plus måler 7,1 mm. Powerknappen er blevet flyttet fra sin traditionelle plads på toppen af telefonen og over på siden for at være nemmere at nå, når man betjener de større telefoner med én hånd.

2014-09-09 18.11.23

Indmaden i begge nye iPhone 6-modeller er Apples nye 64-bit A8-processor, som er 13% mindre end A7-processoren, der sidder i iPhone 5S. A8 skal angiveligt være 20% hurtigere end forgængeren, og grafiktunge opgaver skal den kunne løse op til 50% hurtigere. Også batteritiden skal være forbedret. Især på iPhone 6 Plus, som skal kunne klare op til 24 timers taletid, hvor den gamle iPhone 5S kun kunne holde i ti timer, før den måtte opgive ånden.

2014-09-09 18.25.15

Udover A8-processoren kommer både iPhone 6 og iPhone 6 Plus med Apples M8-processor, som overvåger brugerens bevægelser. Den skal kunne måle afstande samt forandringer i højden – hvis man for eksempel går op ad trapper – og den indeholder sågar også et barometer, som kan afgøre den absolutte højde, man befinder sig i.

Også på netværksfronten repræsenterer iPhone 6 og 6 Plus en kraftig opdatering i forhold til forgængerne. Apples smartphones kommer nu med både LTE Cat6, hvilket understøtter data-hastigheder på op til 150 mbps, samt med VoLTE, altså stemmesamtaler via LTE-båndet. Hertil kommer understøttelse af Wi-Fi via 802.11 ac.

På kamerafronten er der knap så meget nyt under solen. Kameraet i begge modeller er stadig på 8 MP, selvom autofokus nu skulle være dobbelt så hurtig som tidligere, og for eksempel panoramafotos nu kan fylde op til 43 MP. Den “lille” iPhone kommer med digital billedstabilisering, mens iPhone 6 Plus har OIS, altså optisk billedstabilisering. Video optages i 1080p ved 30 eller 60 fps.

2014-09-09 18.28.02

Som iPhone 5S kan begge iPhone 6-modeller også optage video i slow motion. Med den forskel, at iPhone 6 kan optage med op til 240 fps.

Både iPhone 6 og iPhone 6 Plus bliver baseret på iOS 8. Og begge modeller kommer i versioner med henholdsvis 16, 64 eller 128 GB indbygget lager.

Pris og tilgængelighed
Begge iPhone 6-modeller kan købes i USA og otte andre store lande, herunder Tyskland, Frankrig, Japan og Canada, allerede fra den 19. september. Herudover lover Apple kun, at telefonerne vil kunne købes i yderligere 115 lande verden over inden jul.

I Danmark vil iPhone 6-modellerne kunne bestilles fra den 26. september. Her er priserne:

iPhone 6
16GB 5.199 kroner
64GB 5.999 kroner
128GB 6.799 kroner

iPhone 6 Plus
16GB 5.999 kroner
64GB 6.790 kroner
128GB 7.599 kroner

Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Design din drømmemobil

Kommer der Google-AI i iPhone?

Lettere skift fra iPhone til Android

Se det store billede på din Google Pixel

Samsung klar med nye prisbillige mobiler

Professionel lagring til mobilvideo

Polestar-mobil er på vej

Apple tillader alligevel webapps

Budgetmobil fra Nothing

Nye funktioner til Pixel-enheder

Ringenes Herre?

OnePlus Watch 2 præsenteret i Barcelona

0
Scroll to Top