Når jeg ikke lige laver redaktøragtige ting for Lyd & Billede – såsom at sammensætte og færdiggøre både det printede og det digitale blad – så tester jeg smartphones og tablet-computere i rå mængder. Og hvis der er én ting, jeg tit og ofte klandrer producenterne for, så er det, når de forsyner de mobile enheder med alt for lidt lagerplads. Alt under 16 gigabyte i en tablet eller smartphone er simpelthen for lidt. Medmindre man kan udvide lageret med microSD-kort, så kan 8 gigabyte indbygget lager lige gå an.
Der er så læsere, som mener, at jeg lever i det forkerte årti, fordi man jo slet ikke har brug for al den lagerplads nu om stunder. Hvad skal man dog med de mange gigabytes til film, billeder og musik, når man bare kan uploade sine data til cloud-tjenester som Dropbox, Google Drive eller iCloud? Og har jeg da slet ikke hørt om streaming-tjenester som Netflix eller Spotify, som for tid og evighed har afskaffet behovet for at købe, eje og lagre film og musik?
Jo, jo … det er da rigtigt nok, og jeg bruger skam også selv diverse cloud- og streaming-tjenester med stor fornøjelse. Men derfor er der ingen grund til at smide barnet ud med badevandet, og jeg holder stædigt fast i, at lagerplads er noget, man nærmest ikke kan få for meget af. Her er de vigtigste grunde:
1) Cloud- og streaming-tjenester er kæmpeforbrugere af data. Fint nok at spare penge på at købe modellen med 8 gigabyte i stedet for 32 gigabyte lager, men prøv lige at beregne dit dataforbrug med al den streaming, og fortæl mig så, hvor mange penge du betaler til din mobiloperatør for alle de gigabyte, du downloader hver måned.
2) Næste gang du sidder på et fly fra København til New York eller Bangkok, så ville du ønske, at du havde plads til mere end to afsnit af Game of Thrones på din tablet. Det er svært at streame uden internet.
3) Den dér yndlingsfilm, du har set fem gange allerede på Netflix … og så din yndlingssang, som du bare hører igen og igen på Spotify … ja, de er desværre væk nu. Udbuddet på streaming-tjenesterne forandrer sig nemlig hele tiden, og du har ikke krav på at have adgang til noget bestemt indhold.
4) En mand i USA er blevet anholdt, fordi han havde gemt ulovlige pornografiske billeder i e-mails på sin Gmail-konto. Billederne blev fundet af Googles automatiske scanner-software, der overvåger brugernes indhold. Og nej, jeg synes ikke, at målet helliger midlet. I dag er det pornografi, der scannes for, i morgen er det måske piratkopieret indhold, og i overmorgen er det sikkert de forkerte politiske meninger, der udløser software-alarmen. Kendsgerningen er, at indhold, du uploader til en cloud-tjeneste, ikke er privat.
Jeg kan godt lide at eje mit digitale indhold. Og jeg kan også godt lide, at mine private data forbliver private. Dertil skal jeg bruge lagerplads, og selv om cloud- og streaming-tjenester er dejlige supplementer, så kan man altså aldrig få for mange gigabyte!
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer