TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

Kom tæt på Samsungs nye flagskib

Større, tykkere og tungere end forgængeren. Og med lidt for mange nye funktioner, vi allerede har set. Er Samsung Galaxy S5 en skuffelse?

Af / 25/02/2014 - 02:34
Kom tæt på Samsungs nye flagskib

5.963 mennesker. Så mange gæster havde Samsung inviteret til lanceringen af “The Next Galaxy”, som fandt sted i Centre de Convencions Internacional de Barcelona i forbindelse med Mobile World Congress. Nuvel, helt så mange var vi dog ikke, men cirka 3.000 mennesker, herunder hundredevis af journalister fra hele verden, skal der nok have været.

Foran de lukkede døre til kongressalen, hvor pressefolkene ventede på at blive lukket ind, udspillede der sig scener, som snarere gav mindelser om kulrede teenage-piger, der venter på en Justin Bieber-koncert, end noget, man ville have forventet at se i forbindelse med lanceringen af en mobiltelefon.

Adskillige tusind mennesker var på plads i Centre de Convencions Internacional de Barcelona for at se lanceringen af Samsung Galaxy S5.
Adskillige tusind mennesker var på plads i Centre de Convencions Internacional de Barcelona for at se lanceringen af Samsung Galaxy S5.

Bedre blev det ikke, da dørene endelig åbnede sig, og vi alle styrtede ind i salen for at sikre os en plads så tæt på scenen som muligt. Samsung havde såmænd hyret et helt symfoni-orkester til at varme op for os, mens vi ventede på aftenens hovedattraktion. Nej, der blev sandelig ikke lagt fingre imellem. Og da topchefen for Samsungs mobildivision, J. K. Shin, kom på scenen, blev han mødt af bifald, som var han en rockstjerne.

Samsung Galaxy S5 lanceres af J. K. Shin på Mobile World Congress 2014 i Barcelona.

Annonce

Og så kom det, vi alle sammen havde ventet på. Introduktionen af det nye vidunder, Samsung Galaxy S5. Lanceringen har vi allerede skrevet om, så den springer vi over i denne sammenhæng og spoler frem til det tidspunkt, hvor præsentationen var forbi, og dørene gik op til området, hvor man kunne få lov til at prøve og lege med de nye produkter.

Den nye hjemmeskærm på Galaxy S5 - My Magazine.
Den nye hjemmeskærm på Galaxy S5 – My Magazine.

Her kunne vi så endelig få fingrene i den nye Galaxy S5, og hvis vi skal være helt ærlige, så havde vi svært ved at få temperaturen til at stige. Endsige ved at få diverse kropsvæsker til at koge.

Set forfra minder Galaxy S5 sin forgænger til forveksling.
Set forfra minder Galaxy S5 sin forgænger til forveksling.

For selvom Samsung startede præsentationen med at love, at man havde lyttet til brugerne, der “ikke ville have teknologi, der fik øjnene til at poppe ud af hovedet”, så er der godt med nye funktioner i den nye flagskibsmodel. Lynhurtig autofokus, forbedret HDR, mulighed for at ændre fokus efter billedet er taget er blandt kamera-nyhederne. Dertil kommer diverse netværksteknologier, der blandt andet skal kunne give ekstremt hurtige downloads af store mængder data. Og en funktion som Ultra Power Saving Mode, som kan slå alle bortset fra de mest basale telefonfunktioner fra, så strømmen kan holde i op til 24 timer, selvom der kun er få procent strøm tilbage på batteriet.

Med Kids Mode kan far og mor indrette et sikkert område på telefonen for de helt små børn.
Med Kids Mode kan far og mor indrette et sikkert område på telefonen for de helt små børn.

Nå ja, så har telefonen også fået en fingeraftrykslæser ligesom hovedkonkurrenten, Apples iPhone 5S, selvom Samsungs aflæser lader til at fungere mere i stil med den, der sidder på bagsiden af HTC One Max, hvilket indebærer, at man skal stryge fingeren henover den, for at den kan læse fingeraftrykket. Hvad iPhone 5S – og ingen anden smartphone for den sags skyld – til gengæld ikke har er en hjerterytme-scanner, hvilket præcis er, hvad Galaxy S5 har siddende på bagsiden under kameraet.

Det er ikke en blitz, men derimod en hjerterytmescanner, der sidder lige under kameraet.
Det er ikke en blitz, men derimod en hjerterytmescanner, der sidder lige under kameraet.

Med andre ord har Samsung alligevel, traditionen tro, proppet det nyeste medlem af Galaxy S-familien med funktioner og features i så stort et antal, at det er for tidligt at vurdere, om de vil blive anvendt af brugerne, om de rent faktisk fungerer, og om de overhovedet giver mening.

Samsung Galaxy S5 kommer med 16 MP kamera og en række nye kamera-funktioner.
Samsung Galaxy S5 kommer med 16 MP kamera og en række nye kamera-funktioner.

Alt det havde vi i tankerne, da vi fik fat i vores første, vaskeægte eksemplar af Galaxy S5, men da vi så stod der med den nye telefon i hånden, så blev vi umiddelbart slået af, hvor meget den ligner forgængeren. Bortset fra, at den er blevet større, tungere og tykkere. Og så er skærmen blevet større, uden at opløsningen har ændret sig. 145 gram vejer Galaxy S5, mens Galaxy S4 med sine 130 gram var en smule mere let på tå! Og 0,2 mm tykkere end forgængeren er Galaxy S5 også med sine 8,1 mm. Nuvel, ingen af delene er nogen katastrofe, og kendsgerningen er, at den største forandring er det nye design, som vitterlig gør Galaxy S5 mere behagelig at holde i hånden. Om der så ligefrem er tale om et moderne “glam look”, som Samsung kalder det, vil vi overlade til folk, der har forstand på den slags, at vurdere. Vi er bare glade for, at den ikke virker helt så billig og plastic-agtig som flere af forgængerne.

Væk er det organiske naturkoncept, som Samsung lancerede med Galaxy S III. S5'eren skal give mindelser om skinnende krystaller, og det nye koncept går igen på låseskærmen.
Væk er det organiske naturkoncept, som Samsung lancerede med Galaxy S III. S5’eren skal give mindelser om skinnende krystaller, og det nye koncept går igen på låseskærmen.

Men tilbage til det med funktionerne. Vi havde svært ved på stedet at vurdere ret mange af de nye muligheder, så derfor viser de fleste af billederne i denne reportage ting, som vi kunne se med det blotte øje – og derfor fotografere. For eksempel den nye hjemmeskærm, My Magazine, som minder om HTC One’s BlinkFeed. Eller det nye Kids Mode, som er et særligt børneområde af telefonen, som mor og far kan indrette til de små.

Den nye version af S Health kan blandt andet arbejde sammen med Samsungs Galaxy Gear-produkter - såsom Gear Fit, der er Samsungs bud på et smart armbånd.
Den nye version af S Health kan blandt andet arbejde sammen med Samsungs Galaxy Gear-produkter – såsom Gear Fit, der er Samsungs bud på et smart armbånd.

Billederne taler ét sprog, men tankerne går deres egne vegne, og det var først et par timer efter lanceringen, som vitterlig var temmelig overvældende, at vi begyndte at komme i tanke om dette og hint. Som for eksempel, at hjemmeskærmen – som før nævnt – minder ret meget om HTC’s Blinkfeed. Og at vi kender Kids Mode fra, da vi testede Windows Phone 8X fra HTC. Så er der det med fingeraftrykslæseren, der kan bruges til mobilbetalinger. Det kender vi fra iPhone 5S. Sony var først med vand- og støvafvisende telefoner med Xperia Z og Z1, og langt de fleste af Samsungs “nye” kamera-funktioner er vi også stødt på i andre sammenhænge. Galaxy S5 kommer altså ikke til at lære Nokia Lumia 1020 mange, nye tricks.

Man skal kigge godt efter blandt de forinstallerede apps for at finde nyhederne i Galaxy S5. Men blandt andet S Health (nederste række) byder på helt nye muligheder.
Man skal kigge godt efter blandt de forinstallerede apps for at finde nyhederne i Galaxy S5. Men blandt andet S Health (nederste række) byder på helt nye muligheder.

Og det er hér, vi indtil videre er landet. Den første mavefornemmelse føles stadig rigtigt, efter at vi har haft tid til at tænke os om. Samsung Galaxy S5 virker som et produkt, der har ladet sig inspirere (så har vi ikke sagt for meget) med arme og ben af alle konkurrenterne. Og nu er det hele så blevet samlet i én pakke. Det kan ende med, at vi, når vi tester telefonen, bliver enige med os selv om, at det er blevet gjort i en god sags tjeneste, og at Samsung Galaxy S5 vitterlig er den bedste smartphone på markedet. Men lige nu føler vi os en smule kørt over, og hjerterytmen kan vi ikke få til at stige alverden. Heller ikke, hvis vi prøver hjerterytmescanneren på bagsiden af Galaxy S5. Og den har Samsung ellers helt selv fundet på!

Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

OnePlus på vej med endnu en topmodel

Android XR til virtuelle verdener

Nye Apple Intelligence-funktioner klar til iPhone

Googles december-opdatering frigivet

Reparere selv? Glem det!

Første brugere kan downloade Samsung One UI 7

OnePlus løfter sløret for OnePlus 13

Huawei lancerer nyt operativsystem uden Android

Gemini Live på dansk!

Huawei Mate 70 kan bestilles

Casios ur-ring er federe end Galaxy Ring

Gemini-app til iPhone frigivet