Hverdagen er blevet digital for os alle, og det i en grad, så man ikke kan klare sig uden at have adgang til internet og computerkraft. Det gælder også de, der arbejder udendørs. De skal bare have nogle gadgets, der er lige så solide som arbejdstøjet.
Sammen med den øvrige gadgetfest, som vi skrev om forleden, vil Samsung også gerne være med til at levere robuste gadgets til professionelle brugere – og måske også til de, der betragter det som et nørdet fashion statement at køre til kontoret i en Land Rover Defender og udføre programmeringsarbejdet iført bjergstøvler og trekking-tøj. Bare for at være beredt på enhver situation. I pressemeddelelsen understreger Samsung således, at tabletten passer til arbejdet på et kontor, men at den også kan holde til udendørsarbejde i udfordrende miljøer.
Galaxy Tab Active er Samsungs første supersolide tablet. Størrelsen er 8 tommer. Den er IP67-klassificeret, stødsikker fra 1,2 meter, når det medfølgende cover er på, kompatibel med Samsung Knox, har en batterilevetid på 8-10 timer, et udskifteligt batteri og den nye pen C-Pen.
Processoren er en 1,2 GHz quad-core, som har 1,5 GB RAM og 16 GB lagerplads til rådighed. Batteriet er i den solide ende, på 4.500 mAh, hvilket skulle række til flittig brug på en 10 timers arbejdsdag. Skulle det ikke være nok, kan batteriet let udskiftes på stedet.
Med det indbyggede 3,1 megapixel-kamera er det muligt at scanne stregkoder. Tab Active er også NFC-kompatibel. Galaxy Tab Active lanceres i farven Titanium Green, wifi (3.500 kr.) eller wifi/4G (4.400 kr.), 16BG + MicroSD (op til 64GB).