Endelig er vi tilbage i Berlin! Samsungs udstilling er blandt de største attraktioner på årets IFA-messe, som har et lidt mindre format end i årene før corona. Traditionen tro blev Samsungs pressemøde holdt i den gedigne messehal CityCube. Her blev vi præsenteret for den sydkoreanske producents visioner for nær og fjern fremtid, plus nogle udvalgte produktnyheder.
Samsung satser stort på økosystemet SmartThings, som kan styre og udveksle information mellem næsten alle smart home-produkter. Fra 2023 vil alle vaskemaskiner, køleskabe, klimaanlæg og andre apparater fra Samsung have forbindelse til Wi-Fi, så de kan styres via SmartThings. Derimod blev den nye smart-standard Matter ikke nævnt på Samsungs pressekonference …
Miljøaspektet bliver stadig vigtigere, og Samsung gør meget ud af at pointere, at deres produkter er designet til at være energieffektive, og at man bruger genanvendelige materialer, hvor det er muligt. Andre eksempler, der promoveres, er den solcelledrevne tv-fjernbetjening, som flere af Samsungs modeller nu leveres med.
Samtidig kæmper man selvfølgelig om at vise de fedeste produkter frem på IFA-messen. Det største blikfang (bogstaveligt talt) er de nye MicroLED-skærme, som Samsung udstiller. MicroLED bruger bittesmå LED’er, der afgiver både lys og farve, så man opnår fantastisk lysstyrke og kontrast. Dette er fortsat en eksotisk og ekstremt dyr teknologi, som er et stykke vej fra at nå massemarkedet. Men nu er Samsung i hvert fald leveringsdygtige og tager imod bestillinger på MicroLED i flere skærmstørrelser (76, 89, 101 og 114 tommer). Vær dog forberedt på, at prisen kan være syvcifret!
En anden skærm, der falder i ekstrem-kategorien, er den buede 55 tommer gaming-skærm Odyssey Ark. Den blev lanceret på CES-messen sidste år og kan nu bestilles af enhver, der har lyst og råd.
Vi fik også et glimt af den helt nye QD OLED PC-skærm Odyssey Neo G8. Skærmen på 34 tommer har en opløsning på 3440 x 1440 pixel og kan lokke med 0,1 ms responstid og en skærmfrekvens på op til 175 Hz. Den har et buet (1800R) QD-OLED-panel fra Samsung Display – svarende til Alienware AW3423DW, som Lyd & Billede tidligere har testet. Den understøtter også flere spil-streamingtjenester, herunder Google Stadia, Xbox og GeForce Now.
Heldigvis er der også en række solide TV-skærme for almindelige mennesker. Samsung viser bl.a. de seneste 2022 TV-modeller af The Frame, Serif, S9B OLED samt ikke mindst Neo QLED-modelserien. QLED-modellen QN90B fås i skærmstørrelser fra 43 og helt op til 98 tommer, hvor der skal gribes dybt i lommen for sidstnævnte model (QE98QN90B) – den får et prisskilt på omkring 150.000 kroner. Denne er bestemt fristende at teste!
Vi opdaterer løbende!
Lyd og Billede er på IFA-messen hele ugen. Er der noget, du er særligt nysgerrig efter at vide mere om? Giv lyd i kommentarfeltet, så tager vi fat i producenterne.
Glem ikke at følge Lyd & Billede på Facebook, Instagram og Snapchat. Her deler vi flere indtryk fra messen.