LG har netop bekræftet, at firmaet vil lancere LG G2 mini i forbindelse med Mobile World Congress i Barcelona, der løber af stablen fra den 24. februar.
Det skete i en Facebook-opdatering, som LG postede i går. Her står “Experience the MINI” og ovenover ser vi et billede, der forestiller forskellige genstande i fuld størrelse ved siden af mini-udgaver af sig selv: En sko, en søstjerne, en cupcake og så altså en LG G2.
Specifikationerne kender vi endnu ikke, men vi har lov at håbe, at LG følger i Sonys fodspor, som med Sony Xperia Z1 Compact forstod, at en mini-model ikke skal være dårligere end storebroderen, bare mindre!
Rygter vil dog vide, skriver CNET, at G2 Mini kommer med Android 4.2.2 Jelly Bean, 4,3” qHD kærm med 960 x 540 pixel opløsning og 8 MP kamera. Hvis det holder stik er der på forhånd lagt op til lidt af en skuffelse, men vi krydser fingre for bedre specs.
Lyd & Billede er naturligvis til stede ved LG’s pressemøde på Mobile World Congress, som afholdes allerede den 23. februar om eftermiddagen, og du vil kunne læse om alle nyhederne her på lydogbillede.dk.