Der er gang i markedet for de hybride 2-i-1-computere, og det giver sig også udslag i mange lanceringer på årets Mobile World Congress i Barcelona.
I dag besøgte vi Lenovos-standen, hvor vi fik set på hele tre nye computere i hybridklassen – nemlig i den såkaldte Yoga-serie, der er kendt for maskiner, som kan vrides og indstilles til hele fire forskellige tilstande.
Begyndermodellen, Yoga 510, til 4.999 kroner kommer med 14” skærm med Full HD 1080p opløsning og har Windows 10, 6. generation Intel Core i7-processor og en vægt på 1,75 kilo. Et AMD Radeon R7 M460 2 GB grafikkort er tilgængeligt som tilbehør. Maskinen kan udstyres med op til 8 GB RAM og 256 GB SSD.
Yoga 510 er ikke den letteste og mest elegante maskine, vi har set, men prisen er så også kun på 4.999 kroner for den mindste konfiguration.
Yoga 710 kommer i to forskellige versioner med henholdsvis 11” og 14” skærm, begge med Full HD 1080p opløsning. Desuden har maskinerne Dolby Atmos-teknologi og henholdsvis Intel Core m5 (Yoga 710 11”) og Intel Core i7 processor (Yoga 710 14”).
Den store model med 14” skærm vejer trods sin størrelse kun 1,04 kilo og kommer med integreret antenne-hængsel, der i følge Lenovo vil sikre en op til 20 procent bedre Wi-Fi forbindelse. Modellen vil kunne fås med op til 8 GB RAM og 256 GB SSD. Det bliver også muligt at udvide med et NVIDIA GeForce 940MX grafikkort som tilbehør.
Pris og tilgængelighed
De nye hybridcomputere bliver tilgængelige i løbet af foråret eller sommeren. Yoga 510 koster som nævnt fra 4.999 kroner, og det er også prisen for Yoga 710 11”. Den store Yoga 710-model vil kunne købes for 6.999 kroner. Alle priser er inklusive moms.