Techgiganten fra Cupertino har opjusteret antallet af bestillinger af deres kommende A18-processorer hos den taiwanesiske chipproducent TSMC for at imødekomme en forventet højere efterspørgsel. Det skriver branchemediet CTEE.com.
Ifølge kilder tæt på produktionen forventer Apple at sælge mellem 90 og 100 millioner eksemplarer af de kommende iPhone 16- og iPhone 16 Pro-modeller. Dette er en betydelig stigning sammenlignet med iPhone 15-serien, hvor man ved lanceringen forventede et globalt salg på 80 til 90 millioner enheder.
Ifølge CTEE vil både iPhone 16 og iPhone 16 Pro blive baseret på den nyeste A18-processorgeneration, og hvis det passer, udgør det en markant ændring i Apples strategi, da den nyeste processorgeneration tidligere kun blev introduceret i Pro-modellerne. Således kommer f.eks. kun iPhone 15 Pro-serien med A17 Pro-processor, mens iPhone 15-modellerne måtte nøjes med A16 Bionic.
Årsagen til strategiændringen er med stor sandsynlighed Apple Intelligence, den samlede betegnelse for Apples kommende AI-funktioner, som techgiganten fremviste i forbindelse med WWDC-udviklerkonferencen for få uger siden. Apple Intelligence kræver ekstra meget regnekraft og hukommelse, hvilket også skulle betyde, at alle de nye iPhone 16- og iPhone 16 Pro-modeller vil komme med minimum 8 GB RAM, skriver CTEE.