Nu har Asus sat dato på næste generation af deres flagskibsmobil, Zenfone. Asus Zenfone 10 kommer på markedet 29. juni.
Selv om Asus er en af de meget små spillere på mobilmarkedet, har de haft held til at lave nogle særdeles interessante mobiler. Zenfone 9 var således en af de bedste Android-smartphones i 2022.
Pressemeddelelsen er traditionen tro holdt i diffuse vendinger, men der loves et forbedret kamerasystem og nye softwarefunktioner til billedforbedring.
Hvad vi dog både kan læse og se på billedet, er, at Zenfone 10, ligesom forgængeren, bliver en kompaktmodel. Processorplatformen bliver selvsagt Snapdragon 8 Gen 2, der en af de hurtigste mobilprocessorer lige nu.
Pressemeddelelsen nævner ingen konkrete data for kamerasystemet. Men eftersom der er afbildet en gimbal på teaser-fotoet, regner vi med, at Asus også denne gang har integreret en gimbal i hovedoptikken til billedstabilisering. Asus har gennem årene gjort sig bemærket med ret opfindesomme påfund på kamerasektionen. Som den roterende kamerabro i Zenfone 6 og 7 Pro. Men gimbalen i Zenfone 9 fungerede faktisk, og gjorde det muligt at tage billeder og optage video selv under svære forhold.
Ud over dette lover Asus “avancerede AI-funktioner” i både brugerfladen og kamerafunktionerne.
Vi vender tilbage med en test af Zenfone 10, når vi får mulighed for lægge hånd på den.