Kapløbet om år efter år at øge ydeevnen og reducere strømforbruget har bogstaveligt talt sin pris. Det siges, at producenterne måtte punge ud med hele 160 dollars for at sætte dette års Qualcomm Snapdragon 8 Gen 2 i deres flagskibstelefoner. Og nu siger kilder, at næste års efterfølger vil blive yderligere 25-30 procent dyrere. Det kan være dråben, der får bægeret til at flyde over.
Med Snapdragon 8 Gen 3 skifter Qualcomm til chip-producenten TSMC’s 4 nanometers produktionsproces. Et sådant generationsskifte er enormt dyrt, da hele produktionslinjen skal udskiftes, og de omkostninger ender i sidste ende på prisskiltet på de nyeste topmodeller. Tallet, der nævnes, er 200 dollars eller næsten 1.400 kroner – bare for processoren. Det er ikke underligt, at vi ser priser på over 10.000 kroner i butikkerne for flagskibstelefonerne. Men det er tvivlsomt, hvor meget længere, man kan presse citronen.
Det indebærer, at producenterne har tre valg. De kan simpelthen tage omkostningerne på sig og sænke deres avance, hvilket ikke er populært i branchen. Eller fortsætte med den nuværende model, hvilket vil medføre kritik og risiko for, at kunder med store tegnebøger vælger et andet mærke. Eller skifte til en anden producent, som MediaTek, hvis Dimensity-processorer faktisk er imponerende, når det gælder ydeevne.
For Samsung, som fremstiller sine egne processorer, går der rygter om, at de måske bliver nødt til at gå tilbage til tidligere tiders praksis. Før i tiden havde de Snapdragon i deres telefoner i Kina og USA, mens resten af verden måtte nøjes med den ringere Exynos-processor. Med prisstigningen kan deres eneste valg være at bruge Exynos 2400 i stedet for Snapdragon 8 Gen 3. Det er i hvert fald, hvad tech-mediet Phone Arena skriver.