Mobilproducenten OnePlus har fået foretaget en undersøgelse, som viser, at næsten halvdelen af alle mobilbrugere er utilfredse med deres nuværende smartphones batterilevetid.
Samtidig viser undersøgelsen, at batteriets ydeevne og lang levetid bliver stadig vigtigere, når forbrugerne skal vælge ny smartphone. Det samme gælder hurtigopladning af batteriet, som faktisk er vigtigere end om mobilen har et godt kamera.
Vi tester for dig
Heldigvis er batterilevetid et af de vigtigste kriterier for os her på redaktionen, når vi tester smartphones. Hvert eneste testresultat er bl.a. baseret på en lang række benchmark-tests, som måler mobilens ydelse – herunder batterilevetiden der testet med benchmark-værktøjet PC Mark Work 3.0 – og giver os sammenlignelige resultater.
Dermed kan vi også med sikkerhed sige, hvilken mobil blandt de mange, vi har testet de seneste 12 måneder, der har den absolut bedste batterilevetid.
Siden august 2022 har vi testet i alt 35 smartphones – i forskellige prisklasser og både iPhone og Android-mobiler – og af alle disse mobiler har Google Pixel 7a den suverænt bedste batterilevetid med et imponerende benchmark-resultat på 17 timer og 14 minutter. Bemærk, at der her er tale om en stresstest, som dræner batteriet, mens mobilskærmen er tændt konstant og processoren beskæftiges med tunge regneopgaver.
Listen herunder viser de ti smartphones med den bedste batterilevetid ud af de 35 mobiler, vi har testet de seneste 12 måneder. Hele tre Google-mobiler er der blevet plads til på listen, lige så mange smartphones fra OnePlus, og derudover mobiler fra Samsung, Xiaomi og Motorola.
Den næstbedste på listen, Google Pixel 6a, brillerer med en batterilevetid på 13 timer og 38 minutter, mens rosinen i pølseenden, OnePlus 11 5G, må “nøjes” med 11 timer og 20 minutter. Ingen af mobilerne kom altså under 11 timer i førnævnte benchmark-test, og det er værd at bide mærke i, for vi tester også smartphones, som ikke engang klarer fem timer i samme test. Ingen nævnt, ingen glemt.
Disse ti mobiler har det bedste batteri:
Google Pixel 7a
Google viser hvor skabet skal stå med Pixel 7a
Pixels billigere model nærmer sig Pro-modellen, men til en noget lavere pris!
Google Pixel 6a
Som en Android-mobil skal være
Trods lidt haltende hardware råder Googles software-tricks bod på det og leverer et imponerende resultat.
Samsung Galaxy A54 5G
Det trygge køb
Samsungs bedste mellemklassemobil gør det meste godt, men har ingen spændende funktioner, som får den at skille sig ud fra mængden.
Motorola Moto g73 5G
Billig - men langsom til spil
Trods den lave pris føles det ikke, som om Moto g73 giver valuta for pengene – dertil er der for mange ulemper.
Redmi Note 12 Pro
Redmi finder balancen
Hvis Xiaomi er dygtige til at bygge prisvenlige topmodeller, så gør det samme sig gældende for Redmi i mellemklassen.
OnePlus Nord CE 3 Lite
Budgetvariant af en budgetmobil
OnePlus er gået lidt for vidt med sparekniven - i bestræbelserne på at skære ned på prisen har de skåret for meget i funktionerne.
Xiaomi 13 Lite
For mange svipsere til den pris
Xiaomi 13 Lite er en budgetmobil, som kommer for tæt på Redmi uden at lykkes lige så godt.
OnePlus Nord 3 5G
OnePlus Nord 3 er alle pengene værd
OnePlus er tilbage på banen med en mellemklassemobil, der leverer mere, end vi havde forventet til prisen.
Google Pixel 7
Alt det bedste fra topmodellen
Google Pixel 7 har stort set alt det, som storebror Pro har – men lidt billigere.
OnePlus 11 5G
Balancekunstner
OnePlus 11 5G vil både være bedst og billigst. Og det er den.