EU har lagt et stort pres på Apple i den seneste tid. Forleden blev iOS 17.4 frigivet, hvilket gør det muligt at downloade apps fra andre butikker end App Store, at bruge browsere med andre renderingsmotorer end Apples egen Webkit, og at andre betalingsløsninger end Apple Pay kan bruge NFC-teknologien.
Men EU’s Digital Markets Act, som handler om retfærdige konkurrencevilkår på det digitale marked, går endnu længere. Det skal også være lettere at skifte mellem forskellige styresystemer som Apples iOS og Googles Android. Nærlæser man den offentlige del af Apples redegørelse af, hvilke forholdsregler, de tager for at følge loven, DMA Compliance Report, vil man opdage, at Apple arbejder på en løsning.
Apple plans to make further changes to its user data portability offering. Third parties offer migration solutions that help users transfer data between devices with different operating systems. To build on those options, Apple is developing a solution that helps mobile operating system providers develop more user-friendly solutions to transfer data from an iPhone to a non-Apple phone. Apple aims to make this solution available by fall 2025
I øjeblikket kan man bruge Googles app Switch to Android på sin iPhone. Men på grund af sikkerhedsbegrænsninger i iOS kan den ikke overføre SMS’er, baggrundsbilleder eller chathistorik, medmindre man bruger et kabel. Og selv da får man ikke eSIM, filer, adgangskoder eller bogmærker med fra Safari-browseren. Formentlig er det netop sådanne begrænsninger, som Apple arbejder på at komme til livs, selv om de ønsker at opretholde sikkerheden generelt.
Kilde: The Verge