For få år siden var det nærmest en selvfølge, at hvem som helst havde et stereoanlæg af rimelig god kvalitet. Og brugte det flittigt.
Men tiderne har ændret sig, og i dag er cd-mediet næsten dødt. Det er kun puristerne, der ikke for længst har sat cd-samlingen og de tilhørende hylder på loppemarked. Vi andre er gået over til at høre musik gennem langt mere praktiske mobil-apps.
Men praktisk behøver ikke at betyde dårlig lyd. Med nogle simple greb kan du forvandle din mobiltelefon til en højkvalitets lydkilde. Og der er mange forskellige muligheder, både ude og hjemme.
Det starter med kildematerialet
Første greb til at få den bedst mulige lyd fra mobiltelefonen er højkvalitets lydformater. Selv om ingen mobil-operativsystemer p.t. understøtter højopløste lydformater, kan du nemt få cd-kvalitet på en af to måder: Overfør lydfiler til telefonen i ukomprimeret eller tabsfrit komprimeret format, eller abonnér på streaming-tjenesten WiMP’s HiFi-abonnement. Så kan du streame musik direkte i tabsfrit format.
Windows-telefoner understøtter desværre ikke tabsfrie musikformater.
Ægte hi-fi med hovedtelefoner
Mobiltelefoners største lydmæssige udfordring er lav spænding på lydudgangen, hvilket begrænser udvalget af hovedtelefoner til de mest letdrevne. Ordentlige hi-fi hovedtelefoner er gerne mere tungtdrevne og har brug for en hovedtelefon-forstærker. Heldigvis findes der mange forskellige bærbare enheder til netop det formål.
Et spændende eksempel er FiiO E18, som kun er lidt større end en normal smartphone. Den fylder selvfølgelig i lommen, men kan til gengæld drive 300 ohm hi-fi hovedtelefoner, når du er på farten. F.eks. de nævnte Sennheiser HD 800. Ud over forstærkning har E18 indbygget digitalkonverter (DAC), som slår de fleste mobiltelefoners DAC, samtidig med at den kobler telefonens begrædelige forstærker fra.
For at kunne bruge DAC’en skal du have en Android-mobil, der understøtter USB On-The-Go (OTG). iPhone- og Windows-mobilbrugere er nødt til at tilslutte analogt og kan kun benytte forstærkerdelen. Lyden bliver derfor ikke helt så god, men man får i hvert fald udnyttet forstærkerdelen til at drive tungere hovedtelefoner på et højere lydniveau.
Som en ekstra bonus kan FiiO E18 også oplade din mobiltelefon.
Tilslut til stereoanlægget
Men det er, når man kommer hjem i stuen, at det er vigtigst med bedst mulig lyd. Man kan komme langt med en god docking-højttaler, men det bliver selvfølgelig bedst med et rigtigt stereoanlæg.
Hvis du har et stereoanlæg, er der flere måder at få god lyd på. Du kunne bare slutte telefonen til dit anlæg med et analogt lydkabel, men det er ikke optimalt.
Digitalkonverter
For at få bedre lyd kan man med fordel koble en digitalkonverter mellem mobilen og stereoanlægget. Android-telefoner, der understøtter USB On-The-Go, kan fint anvende en USB DAC beregnet til computere. Pinell DAC Mini 2 er en rigtig god digitalkonverter til prisen. Her skal du bruge et særligt OTG-kabel. Et kabel med Micro USB i den ene ende og Mini USB i den anden koster cirka 150 kroner. Micro USB til stor hun-USB er billigere og også mere fleksibelt, da det kan sættes sammen med kabler til andre stik.
Bemærk, at denne type løsning kun duer til Android-telefoner, der understøtter OTG, og ikke til hverken iPhone- eller Windows-telefoner.
DAC til iPhone
iPhone-brugere kan derimod bruge en digitalkonverter lavet specielt til Apples mobile enheder. Her kan vi f.eks. anbefale NuForce Icon iDo, en overkommelig digitalkonverter, der er også er en højkvalitets hovedtelefon-forstærker. Dermed får du det bedste fra begge verdener: Både tilslutning til stereoanlægget og mulighed for at drive hovedtelefoner op til 300 ohm. iPhone, iPad eller iPod kobles til iDo med USB-kabel.
Trådløst
Kabling er fint, men for mange vil trådløs lyd være at foretrække. Det giver mere fleksibilitet, og du kan gå rundt i huset med telefonen i hånden og stadig styre musikken. Her findes der flere løsninger, som giver god lyd.
Apple AirPlay
Det mest naturlige for iPhone-brugere er at bruge AirPlay, som giver trådløs overførsel af lyd fra lænestolen til stereoanlægget. Hvis du ikke har en forstærker med indbygget AirPlay, køber du en Apple TV boks (eller AirPort Express) og slutter den til stereoanlægget. For ekstra god lyd kan du koble en højkvalitets digitalkonverter imellem.
AirPlay kan også bruges med Android-telefoner via en særlig app, f.eks. doubleTwist eller AirAudio. Der er – så vidt vi ved – ingen tilsvarende løsning til Windows Phone.
Bluetooth
Den nemmeste og klart mest kompatible metode til trådløs overførsel af lyd er dog Bluetooth, som er indbygget i mange lydprodukter. Bluetooth kan også lyde rigtig godt, især hvis din telefon understøtter aptX codec (bl.a. flere modeller fra Sony, Samsung og HTC). Det er en metode til overførsel, der giver højere båndbredde og mere effektiv komprimering af lyden, hvilket resulterer i bedre lyd. Den seneste version af aptX er faktisk helt tabsfri (aptX Lossless). Mange Android-brugere kan dermed fryde sig, mens Apple- og Windows-telefoner desværre ikke understøtter formatet. Se aptx.com for en liste over smartphones, der har aptX-understøttelse.
Hvis dit stereoanlæg ikke understøtter Bluetooth, kan vi anbefale Mass Fidelity Relay, en gedigen Bluetooth DAC, der giver rigtig god lyd til stereoanlægget.
Brug din mobil som fjernbetjening
En sidste mulighed, hvis du vil have super lydkvalitet fra stereoanlægget via din smartphone, er slet ikke at have musikken på din telefon, men simpelthen bruge den som fjernbetjening. Musikken kan så enten ligge på en netværks-harddisk eller komme fra en streaming-tjeneste, der er indbygget i stereoanlægget i form af en app.
Hvis du har en forstærker eller et anlæg med en integreret musiktjeneste såsom Spotify, WiMP, Deezer eller lignende, downloader du bare den tilsvarende app til din telefon og styrer spillelisterne direkte fra mobilen. Eksempler på sådanne hi-fi-produkter er Sonos Connect, Bluesound Node og Simple Audio Roomplayer samt Bladelius Mimer for feinschmeckere.
En fordel ved denne løsning er, at man så også kan afspille musikfiler af endnu højere kvalitet end cd (gælder dog ikke Sonos).
Mange muligheder
Som du kan se, er der mange muligheder for at få topkvalitets lyd fra mobilen. Derfor er det vigtigt, at du har tænkt over dine egne behov, før du går ud og shopper. Ellers kan du let komme til at vælge noget, der ikke passer dig i sidste ende.