I en tid, hvor energipriserne bare stiger og stiger – også prisen på brændstof til bilen – prøver mange af os at spare, hvor vi kan.
Det bliver nu en smule nemmere takket være Google Maps, der introducerer en ny funktion i Danmark, kaldet Brændstofbesparende ruter, der dukker op automatisk, når der er et grønnere alternativ til den hurtigste rute.
På en myldretidstur fra Silkeborg til Randers kan det f.eks. være muligt at reducere benzinforbruget med cirka 25 procent ved at følge en omvej, der er fire minutter længere. Tilsvarende kan man reducere sit energiforbrug i en elbil med 10 procent på en tur fra København til Gilleleje ved at lægge ét minut til køretiden.
Den nye funktion udrulles gradvist til de danske brugere i løbet af de kommende uger på både iOS og Android. For at bruge funktionen, indtaster du en destination i Google Maps. App’en viser derefter den hurtigste rute og et brændstofbesparende alternativ, hvis den er stort set lige så hurtig at følge.
Den brændstofbesparende rute er markeret med et lille grønt og hvidt blad, og der medfølger et overslag på, hvor meget brændstof du kan spare ved at følge netop den rute.
Forslagene er dynamiske og baserer sig på data om f.eks. trafikken, terrænet og fartbegrænsninger. Eksempelvis er konstant fart mere besparende.
Foruden Danmark bliver funktionen nu lanceret i 23 lande, herunder Norge, Finland, Sverige, Belgien, Østrig, Storbritannien og Tyskland.