Hvis du vil have fuld adgang til Googles AI-værktøjer, er Android indtil videre vejen frem, og helst Googles egne Pixel-mobiler. Til iPhone har man måttet nøjes med at køre Gemini i browseren eller starte Google-app’en, som giver en lignende oplevelse. Det er især de mere avancerede funktioner, som Gemini Live, der har manglet. Men nu har en Reddit-bruger lagt billeder op af en ny Google Gemini-app, som er tilgængelig i brugerens land.
Desværre ser det ud til, at det enten er en prøveversion, der ved et uheld blev udgivet i det pågældende land, eller at den af uforklarlige årsager blev udgivet tidligere på et enkelt marked. Det link, som brugeren har lagt ud, ender i øjeblikket blindt, men har tidligere givet alle andre, inklusive os, beskeden “Denne app er i øjeblikket ikke tilgængelig i dit land eller din region.”
Brugeren lostshenanigans har dog lagt billeder op af app’en i aktion, og den ser ud til at have den imponerende Gemini Live, hvor man kan føre naturlige samtaler. Se Googles demo i videoen nedenfor.