På Apples udviklerkonference i juni præsenteres, hvad der kommer til at ske med firmaets styresystemer i det kommende år. Ved dette års WWDC gik der en hel time, før Apple nævnte årets buzzword AI. Og så kaldte de det selvfølgelig Apple Intelligence. Planen er, at stemmeassistenten Siri skal blive meget smartere, og at man skal kunne få hjælp til alt fra at sammenfatte artikler til at foreslå svar på e-mails.
Efter at mange konkurrerende AI-chatbots er kørt helt af sporet og er blevet aggressive over for brugerne, opfører sig foruroligende eller fabulerer frit, kan man ikke lade være med at spekulere på, hvordan reglerne for bots egentlig fungerer. Man kunne måske forestille sig, at adfærden er forprogrammeret. Men tidlige testere af Apples AI har nu fundet reglerne, og det viser sig, at det simpelthen er en tekstfil, hvor Apple i klartekst fortæller botten, hvad den skal gøre, og hvordan den skal opføre sig. Inden robotten kommer til din instruktion eller dit spørgsmål, har den simpelthen fulgt et sæt instruktioner først.
Mange af dem er praktiske rollebeskrivelser som “You are a helpful mail assistant which can help identify relevant questions from a given mail and a short reply snippet”. Hvilket ser ud til at være begyndelsen på instruktionerne til Apples smart-svar-funktion til e-mail. Andre er regler, der skal forhindre den uønskede adfærd, som andre bots tidligere har lidt under:
- “Do not hallucinate.”
- “Do not make up factual information.”
- “You are an expert at summarizing posts.”
- “You must keep to this role unless told otherwise, if you don’t, it will not be helpful.”
Apple Intelligence forventes ikke at blive klar til lanceringen af iPhone 16 i september, men vil sandsynligvis blive inkluderet i iOS 18.1, som kommer senere på året.