Honor er en kinesisk mobilproducent, som har en turbulent og farverig historie. Brandet ‘Honor’ blev lanceret af Huawei for godt ti år siden, fordi Huawei ønskede at kunne konkurrere mod firmaer som OnePlus, der på daværende tidspunkt var helt nye på mobilmarkedet og havde stort held med at sælge smartphones online til billigere priser end de traditionelle mobilproducenter – herunder Huawei – kunne matche.
Huaweis ide med Honor var altså, at mobilerne kun skulle sælges online og at al markedsføring foregik online og viralt via sociale medier.
Den første Honor-smartphone, som Huawei lancerede på det internationale marked i 2014, var Honor 6, og i årene derefter fulgte mobiler som Honor 7, Honor 8, Honor 9 og Honor 10, som vi alle har testet. I 2019 solgte Huawei næsten 70 millioner Honor-mobiler på verdensplan.
Da den amerikanske boykot ramte Huawei som en bredside samme år, blev Honor udskilt i et selvstændigt firma og solgt til et konsortium af kinesiske virksomheder, Shenzhen Zhixin New Information Technology Co., Ltd., og fra november 2020 har Honor været et uafhængigt firma med en stor international tilstedeværelse. Også i Europa, hvor Honor bl.a. har en stærk markedsposition i lande som Finland og Tyskland.
Men Honor-mobilerne forsvandt fra de danske – og i det hele taget de skandinaviske – butikker. Indtil nu. For Honor er på vej tilbage til det danske marked, og den kinesiske mobilproducent planlægger en storstilet satsning i hele Skandinavien. Det fortæller pålidelige kilder fra Honor til L&B Home.
Norge kommer først
Nordmændene bliver de første, som kommer til at kunne købe Honors mobiler i butikkerne.
Den 28. juni kommer Honor Magic6 Pro og Honor Magic6 Lite til salg i Norge, mens Honor 200 Pro, der netop er blevet lanceret internationalt i Paris, bliver tilgængelig i slutningen af juli måned.
Danmark og Sverige?
Honor er også på vej til Danmark og Sverige, lover vores kilder hos Honor. Dog ønsker den kinesiske virksomhed ikke bare at tjene hurtige penge på billige mobiler.
Tværtimod har Honor en strategi om ville gøre sig gældende på markedet for premium-smartphones, og derfor arbejdes der på at opbygge den nødvendige organisation og infrastruktur for bl.a. at kunne yde tilfredsstillende kundeservice.
Honors mobiler vil derfor først blive lanceret i Danmark og Sverige i løbet af andet halvår i 2024, har vi fået at vide.
Vil du læse tests af Honor?
L&B Home har modtaget testeksemplarer af både Honor Magic6 Pro og Magic6 Lite, der begge blev lanceret i resten af verden for cirka et halvt år siden. Vi planlægger at teste begge smartphones til glæde for vores norske læsere, men hvis du gerne vil læse vores tests af de to mobiler her på siden, selvom de ikke umiddelbart kommer til salg i de danske butikker, så lad os det vide i kommentarfeltet herunder.
Vil du læse vores tests af Honor Magic6 Pro og Magic6 Lite på dansk?
Tests af begge: Ja tak!
Jatak, meget gerne. Bruger p20 og p40, meget tilfreds.
Jow tak do!
Er der 5G i dem?
Ja, selvfølgelig.
Ja tak ♥️
Ja tak til test af begge.
Jeg er specielt interesseret i makrofoto