HP’s design skal være ikonisk – det vil sige så let genkendeligt, at kunderne umiddelbart skal kunne se, at der er tale om et HP-produkt, hvis de ser det i butikkerne. Det er ambitionen hos Stacy Wolff, ny designchef for HP siden januar 2012.
I forbindelse med en vigtig lancering af nye Windows 8-produkter i Paris tidligere i denne uge fortalte han pressen, hvordan HP nu tænker industrielt design. Du kan se et uddrag af hans keynote i videoen nedenfor.
Spørgsmålet er bare… har han fanget noget reelt? Får HP fremover form og funktion til at gå op i en højere enhed, eller prøver de bare at være ”Apple-smarte” uden at ramme plet? Giv din mening til kende.
Vi har i hvert fald tænkt os at holde et godt øje med, om HP’s design i fremtiden bliver mere “ikonisk”.
Billedet over artiklen forestiller HP Elitebook 8460p, designet af Stacy Wolff.