Huawei afholder i disse dage en stor udviklerkonference, og første punkt på dagsordenen var den officielle lancering af HarmonyOS, Huaweis Plan B, hvis firmaet ryger helt ud af Android-samarbejdet, hvilket længe har været en reel trussel for den kinesiske elektronikgigant.
Richard Yu, administrerende direktør for Huaweis afdeling for forbrugerelektronik, kaldte systemet for “det første microkernel-baserede distribuerede OS til alle scenarier.” Oversat til mere forståeligt sprog betyder det, at HarmonyOS understøtter en række forskelligartede enheder såsom smartphones, smarte højttalere, computere, smart-ure, tablets og sågar biler!
“HarmonyOS 1.0 vil først blive anvendt i en række smartskærm-produkter, som lanceres senere på året. I løbet af de næste tre år vil HarmonyOS blive optimeret og gradvist anvendt på tværs af en bredere vifte af smarte produkter, herunder wearables, Huawei Vision og styreenheder til din bil,” skrev Huawei efterfølgende i en pressemeddelelse.
#HarmonyOS was created with four major building blocks in mind, ensuring a new generation OS that is best suited for our digital world today. #HDC2019 pic.twitter.com/7vgEuwuUG6
— Huawei Mobile (@HuaweiMobile) August 9, 2019
Ifølge Richard Yu vil platformen komme til at understøtte en række forskellige apps. Helt specifikt vil både HTML5-, Linux- og Android-apps være kompatible med HarmonyOS, forklarede Huawei-direktøren.
Yu understregede også, at Huawei er klar til at skifte fra Android til HarmonyOS på firmaets produkter “når som helst”.
Det første produkt med HarmonyOS, vil dog være et TV. Nemlig Honor Vision TV, som lanceres i Kina i morgen.