TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Kommentar

It’s the customer, stupid!

Jeg er ikke overrasket over, at Huawei stor set er forsvundet fra det danske mobilmarked. Det er, hvad der sker, når man ikke har brugeren i centrum.

Af / 13/06/2021 - 11:48
It’s the customer, stupid!
comment Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det kan virke arrogant, men jeg føler trang til at sige: I’m not going to say I told you so … But I told you so!

For godt et år siden skrev jeg nemlig en analyse under overskriften “Om et år er Huawei på vej ud”, og jeg skal lige love for, at mange læsere gav mig svar på tiltale.

Læs også Farvel og tak, Huawei AppGallery giver ikke brugerne den oplevelse, de forventer. Alternative app-butikker er ikke en løsning. Fraværet af Google betyder et farvel til Huawei på det danske marked.

Her er blot et lille udpluk af de vrede kommentarer, jeg måtte lægge ryg til (i originaludgave inkl. evt. stavefejl):

“Mon ikke bare I skal holde jer til det I har forstand på og så lade Mobilnørder afgøre den del. Huawei laver verdens bedste mobiltelefoner og der findes et hav af muligheder for at installere de Apps man har brug for, hvilket er bevist af diverse nørder og mobilanmelder.”

“Selvfølgelig er Huawei ikke på vej ud. Magen til ufaglig artikel skal man lede længe efter.”

Annonce

“Tror journalisten kommer til at æde sine ord i sig igen !”

“Selvfølgelig er de ikke på vej ud. Tværtimod vil vi nok se andre telefoner der vil satse på parallel distribution med f.eks. Huaweis app galleri, eller med operativ systemer som alternativ til Google, for at sikre sig økonomisk i fremtiden. Der går jo ikke mange måneder før Trump siger “Vi har jo så mange problemer med Sydkorea, de køber ikke nok hos os” (eller har han allerede sagt det?). Det er der ingen mobil fabrikant der ønsker at sidde i klemme i. Huawei har alt den tid de vil have fordi de kan leve på deres lokale marked.”

“Er du betalt af een eller anden måde af USA for at skrive så negativt om Huawei? Det er da skammeligt 😱

Og det var bare kommentarerne på den ene af vores tre websider. Dertil kom flere vrede kommentarer fra de to andre websider samt de sociale medier. Det var ikke kønt.

Men det rystede mig nu ikke dengang, for jeg har sjældent været så sikker i min sag, som da jeg skrev den analyse. Og nu her et år efter er det på tide at gøre status.

Læs også Huawei-blokade: Sådan bliver du ramt! Hvad betyder Googles blokering af Huawei for dig, der allerede har en Huawei mobil? Læs svaret her!

Ikke engang i Top 5

Salgstallene taler deres meget tydelige sprog.

Faktisk var Huawei et kort øjeblik i løbet af 2020 verdens største mobilproducent foran Samsung, men i skrivende stund er det kinesiske firma ikke engang blandt de fem største!

Den amerikanske boykot og fraværet af Google-tjenester på firmaets smartphones har fået salget til at implodere. Også i Danmark, hvor Huaweis mobiler enten slet ikke kan købes eller kun kan købes i meget begrænset omfang hos operatører som 3, Telia og Telenor.

I stedet har andre kinesiske mobilmærker som Xiaomi og OnePlus stået klar i kulisserne og er hurtigt ved at overtage det tomrum, som Huawei har efterladt.

Læs også Xiaomi tæver Huawei Det kinesiske firma solgte mere end 10 millioner premium-mobiler i løbet af 2020, hvilket svarer til en stigning på 28%.

Hvad sagde jeg for et år siden?

Hvis man læser alt det ovenstående som skadefryd over, at Huawei har mistet sin engang så dominerende position på markedet, så må jeg minde om, at jeg altid har været meget begejstret for de kinesiske smartphones.

Flere af Huaweis topmodeller har jeg givet topkarakterer, da jeg testede dem tilbage i en fjern fortid før den amerikanske boykot.

Huawei P30 Pro fingerprint
Huawei P30 Pro gav jeg 5 stjerner og vores Specielle Anbefaling i min test fra 2019. (Foto: Huawei)

Det gælder bl.a. Huawei P30 Pro, som jeg i 2019 roste til skyerne for at have det vildeste mobilkamera nogensinde!

Det var først, da Huawei med P40 Pro ville have os alle sammen til at skifte til firmaets egen app-butik, AppGallery, at kæden hoppede af for mig.

Læs også Huawei: Ingen kommentarer! Den kinesiske elektronikgigant afviser at forklare strategi bag AppGallery.

I min analyse fra sidste år skrev jeg bl.a.:

Dertil kommer, at langt de færreste almindelige mobilbrugere overhovedet kunne drømme om at bruge tid og kræfter på at downloade og sætte sig ind i ukurante alternativer til Google Play på deres smartphone. Det kommer ganske enkelt ikke til at ske. Uanset hvad mine kolleger hos andre tech-medier måtte tro og mene.

Derfor var Huawei med lanceringen af især P40 Pro fra første færd nødt til at overbevise forbrugerne om, at firmaets mobiler ville fungere lige så godt som alle andre Android-baserede smartphones. Og at man ville kunne downloade stort set alle sine sædvanlige apps fra AppGallery. Simpelthen for at gøre det klart, at man som forbruger sagtens kunne investere sine penge i et Huawei-produkt og forvente den samme gode oplevelse som altid.

I stedet er Huawei i form af AppGallery kommet med en halvfærdig løsning, som langtfra tilbyder brugerne en god oplevelse eller et reelt alternativ til Google.

Hvilken fejl begik Huawei?

Og det fik jeg så ret i.

Men spørgsmålet er så, om det kunne være gået anderledes? Om der var noget, Huawei kunne have gjort for at beholde kunderne i butikken?

Sidste konkluderede jeg, at “selv den største pengepung ikke kan få folk til at flokkes om et nyt økosystem, der ikke tilbyder de samme tjenester og muligheder, som man er vant til.”

Og det udsagn er værd at uddybe. For jo, dybest set tror jeg godt, at det kunne være gået anderledes.

Hvis altså kunderne havde været fokus for Huawei – i stedet for virksomhedens egne problemer.

hu1
Huawei har nu lanceret et ægte alternativ til Android, nemlig HarmonyOS. Forhåbentlig har Huawei denne gang haft brugerne i centrum, da det nye system blev udviklet. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

For hvorfor var det lige, at vi allesammen skulle overtales til at bruge AppGallery i stedet for Google Play? Og diverse alternative tjenester i stedet for dem, de fleste af os var vant til fra Google?

Var det, fordi Huawei mente, at AppGallery var en bedre løsning for brugerne? Var det, fordi man havde sat sig som mål at tilbyde brugerne endnu bedre tjenester baseret på en endnu bedre teknologi?

Nej, brugerne – de betalende kunder – var aldrig i fokus for Huawei. Det handlede ikke om at gøre vores liv lettere ved at tilbyde os noget, der var bedre og mere brugervenligt, end hvad konkurrenterne kunne tilbyde.

I stedet handlede det om Huawei selv. Dybest set var den kinesiske mobilproducent nede på knæ for at tigge og bede os, om vi ikke nok ville blive ved med at købe deres produkter, selv om brugeroplevelsen helt klart ikke ville være på niveau med det, konkurrenterne kunne tilbyde. Vi skulle så at sige gå på kompromis med vores egne behov for at redde r*ven på en global teknologivirksomhed, der har lige så mange medarbejdere, som der bor mennesker i Odense.

Den var der selvfølgelig ikke ret mange, som hoppede på.

Og dette bør være en lærestreg både for Huawei og for alle andre teknologivirksomheder på markedet. Brugeren er konge! Hvis ikke brugeren er i centrum for alt, hvad du gør som virksomhed, så har du tabt på forhånd.

Muligvis har Huawei lært lektien, når det gælder firmaets nye og egenudviklede operativsystem HarmonyOS. Hvis det er tilfældet, vil jeg ikke udelukke, at Huawei langsomt kan vende tilbage. Men det bliver et langt, sejt træk, for det er svært at tilgive, at de tænkte på sig selv først og på forbrugerne bagefter, lige så snart de kom under pres.

Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

5 kommentarer til “It’s the customer, stupid!”

  1. Klam artikel. Hvor er du dygtigt. Du havde ret, de er på ud efter at være fuldstændig skåret væk fra alt der skal bruges for at levere Smartphones. Software og chips.

    Du er ikke klog, du er en nar. Det har ikke skid at gøre med at have kunden i fokus.

    1. John Lønborg

      Påske, jeg forstår simpelthen ikke hvorfor du bliver personlig og ubehøvlet. Det er både usympatisk og uintelligent. Normalt bruger jeg ikke tid på sådanne kommentarer, men det irriterer mig, at de dukker op, her hvor man betaler for sagligheden. Øv.

    2. Peter Gotschalk

      Kære Påske, jeg tror, du har misforstået min pointe. Selvfølgelig er udgangspunktet for Huaweis problemer den amerikanske boykot. Det bliver da også nævnt i kommentaren, ligesom jeg har skrevet om boykotten og dens konsekvenser i talrige artikler siden 2019. Ikke mindst i den et år gamle kommentar (“Farvel og tak, Huawei”), som den aktuelle artikel refererer til.

      Hele pointen er jo så, hvordan Huawei har valgt at tackle den svære situation. Og her stod det krystalklart for mig, fra da jeg stod med deres første mobil med AppGallery i hånden, at deres strategi ikke ville komme til at fungere. Dertil var løsningen alt for ufærdig. Jeg vurderede, at kun meget få brugere ville være loyale nok over for Huawei til at kaste sig over at få den ufærdige alternative Android-udgave med AppGallery til at fungere. Og den analyse er blevet bekræftet noget så eftertrykkeligt af den faktiske virkelighed.

      Og her kommer vi så til det med at have kunden i fokus. For hvis Huawei havde haft det, så ville de aldrig have forsøgt sig på det svære skandinaviske marked med SÅ dårlig en løsning. Men det gjorde de – vel vidende at produktet var ufærdigt. Og den slags straffer forbrugerne.

  2. Jeg har 2 smartphones. En Xperia og en G8 Power. Med hensyn til forbrugervenlighed, vinder Motorola. Hovmod står for fald. God artikel.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Huawei Mate 70 kan bestilles

Casios ur-ring er federe end Galaxy Ring

Gemini-app til iPhone frigivet

Lettere at finde mistet bagage

Endnu sværere at bryde ind i iPhone

Bliv ikke svindlet med QR-koder

Gemini på iOS set i App Store

Stærk fremgang for tablets

Galaxy S25 slår rekord i ydeevne

Nothing lancerer selvlysende mobil

OnePlus 13 med kæmpe batteri lanceret i Kina

AI-hjælp i Google Map