Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Nyhed

Kæmpe læk af Samsung Galaxy Z Fold 6 og Galaxy Z Flip 6

De nye foldbare Galaxy-modeller får Galaxy AI-funktioner, og især Z Flip 6 byder på markante opgraderinger.

Skrevet af / 04/07/2024 - 11:57
Kæmpe læk af Samsung Galaxy Z Fold 6 og Galaxy Z Flip 6

Enten er Samsung bare ikke gode til at holde på en hemmelighed, eller også deles informationer om elektronikgigantens kommende Galaxy-produkter med vilje før den officielle Unpacked-lancering i næste uge.

Faktum er, at Samsung er hullet som en si. For blot to dage siden kunne vi dele lækkede informationer om de kommende smart-ure Samsung Galaxy Watch 7 og Watch Ultra, og i dag er turen kommet til de nye foldbare smartphones, Samsung Galaxy Z Fold 6 og Galaxy Z Flip 6.

Det er den kendte X-bruger Evan Blass, der står bag den massive lækage, som består af officielt markedsføringsmateriale* fra Samsung om de to produkter. Heri afsløres stort set alle tekniske specifikationer samt vigtige AI-funktioner for de to enheder.

Samsung Galaxy Z Fold 6

Optisk kommer den nye foldbare flagskibsmodel til at ligne sin forgænger ret så meget.

Samsung Galaxy Z Fold 6 får for første gang IP48-certificering, hvilket tilbyder en vis grad af beskyttelse mod støv. Modellen bliver også slankere end sin forgænger. (Foto: Evan Blass / @evleaks på X)

Den nye mobil bliver dog en anelse tyndere og bredere med målene 153,5 x 68,1 x 12,1 mm (udfoldet) og vejer 239 gram, hvilket er 14 gram mindre end forgængeren.

Hovedskærmen forbliver 7,6″, mens yderskærmen vokser lidt til 6,3″. Begge skærme får 120 Hz opdateringsfrekvens samt en imponerende lysstyrke på 2600 nit. Galaxy Z Fold 6 kommer ligesom sin forgænger med et batteri på 4.400 mAh, og dertil kommer en Snapdragon 8 Gen 3-processor, 12 GB RAM og 512 GB indbygget lager.

På kamerafronten er der ikke sket det store siden sidste (eller forrige!) år. Også Galaxy Z Fold 6 får tre objektiver: En 50 megapixel almindelig vidvinkel (f/1.8 med optisk billedstabilisering), en 12 megapixel ultravidvinkel (f/2.2) samt en 10 megapixel tele med 3x optisk zoom. Dertil kommer to selfie-kameraer på hhv. 10 megapixel (placeret over den lille frontskærm) og 4 megapixel placeret under den foldbare skærm som et såkaldt Under Display Camera, hvilket også er samme opsætning som på forgængerne. Dog skal den AI-baserede ProVisual Engine, som vi kender fra Galaxy S24-serien, sørge for forbedret zoom-funktion, lover Samsung.

Læs også AI begyndelse er svær Samsung Galaxy S24 Ultra både imponerer og skuffer, men vi glæder os allerede til Galaxy S25 Ultra, for AI er kommet for at blive.

For første gang, siden Fold-modellen blev lanceret første gang tilbage i 2019, får den nye Z Fold 6 IP48-certificering, hvilket vil sige, at den foldbare mobil nu tilbyder en vis beskyttelse mod støv samt naturligvis vandtæthed.

Samsung Galaxy Z Flip 6

Også Samsungs klapmobil får den nye IP48-certificering, og derudover får Galaxy Z Flip 6 forstærket aluminiumsramme, ligesom begge skærme (6,7″ hovedskærm og 3,4″ frontskærm) som på forgængeren vil blive beskyttet af Gorilla Glass Victus 2.

Hovedkameraet på Samsung Galaxy Z Flip 6 bliver opgraderet til 50 Mp. (Foto: Evan Blass / @evleaks på X)

På et par vigtige punkter byder klapmobilen på væsentlige forbedringer i forhold til sidste års model. Ligesom Z Fold 6 kommer Z Flip 6 med Snapdragon 8 Gen 3-processor og 12 GB RAM, men derudover får enheden dampkammer-køling for at håndtere den øgede ydeevne, mens mobilens batteri opgraderes til 4.000 mAh (fra forgængerens 3.700 mAh).

Kameraet får desuden en markant opgradering til en 50 megapixel hovedsensor, der erstatter forgængerens 12 megapixel sensor. Dertil kommer 12 megapixel 123 graders ultravidvinkel som på Galaxy Z Flip 5.

Læs også Disse AI-funktioner får de nye Samsung Galaxy S24-mobiler Med kunstig intelligens kan Samsungs nye Galaxy-smartphones gøre ting, de aldrig har kunnet før. Få overblikket her.

Galaxy AI

Begge modeller kommer Galaxy AI-funktioner, som Samsung introducerede i vinters med Galaxy S24-serien.

(Foto: Evan Blass / @evleaks på X)

En væsentlig nyhed, der drager nytte af de to modellers dobbelte skærme, bliver, at Live Translation-funktionen bruger yderskærmen til at vise en skriftlig oversættelse af det du siger til den AI-drevne digitale tolk. På den måde kan din samtalepartner både lytte til oversættelsen samt læse med på skærmen, uden at mobilen skal bytte hænder hele tiden.

Samsung Galaxy Z Fold 6 og Galaxy Z Flip 6 vil blive officielt præsenteret på næste onsdag, d. 10. juli, ved et Galaxy Unpacked-arrangement i Paris. L&B Home vil være til stede for at dække lanceringen.

*Links til produktoversigter: Samsung Galaxy Z Fold 6 / Samsung Galaxy Z Flip 6

Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Galaxy Unpacked: Så dyr bliver Samsung Galaxy Ring

Galaxy Unpacked: Ny lækage afslører alt!

Rekordsalg af kommende iPhone takket være Apple Intelligence?

Galaxy Unpacked: Kæmpe læk af Samsung Galaxy Watch

De næste Google Pixel kommer 13. august

Motorola er klar med nye medlemmer til Razr-familien

OnePlus lover premiumydelse til budgetpris

EU-planer om chatkontrol udskudt på ubestemt tid

Billigere Galaxy Watch

Huaweis efterfølger vender tilbage

Nu er Gemini Nano til Pixel 8 klar

Var dét det hele, Apple?

Scroll to Top