Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Kommentar

Apple mangler nye ideer

Endnu et kedeligt Apple-år. Hvor er “One More Thing” blevet af?

Skrevet af / 12/09/2019 - 18:43
Apple mangler nye ideer
comment Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er ingen tvivl om, at Apples nyeste iPhones – iPhone 11, iPhone 11 Pro og iPhone 11 Pro Max – som elektronikgiganten lancerede tirsdag aften, var tiltrængte opdateringer.

Det var helt nødvendigt for Apple at slå tilbage og lancere nye iPhones med avancerede kamerafunktioner. Apple er de seneste år nemlig blevet overhalet indenom af konkurrenter som Huawei, OnePlus og Samsung. Deres Android-baserede topmodeller – Huawei P30 Pro, OnePlus 7 Pro og Samsung Galaxy Note 10+ – er alle, især hvad mobilkameraet angår, iPhone Xs (Apples 2018-topmodel) langt overlegne.

Mission accomplished?

Men missionen lader til at være lykkedes. Især med iPhone 11 Pro og iPhone 11 Pro Max, der begge kommer med tripelkamera-system med helt nye ultravidvinkel-, vidvinkel- og telekameraer.

Vores kommende test vil vise, om iPhone 11 Pro rent faktisk vinder kamerakrigen mod Android-konkurrenterne, men selvom det skulle vise sig at være tilfældet, sidder jeg stadigvæk tilbage med en flad fornemmelse efter offentliggørelsen af Apples seneste produktnyheder.

iPhone 11 Pro er Apples bedste smartphone til dato. Men er den god nok til at slå Android-konkurrenterne? (Foto: Apple)

 

Hverken den nye, billige iPad eller det nyeste Apple Watch 5 (som nu kommer med en skærm, der ikke slukkes hele tiden!), kan man sige ret meget negativt om. Både hvad angår tablets og smart-ure, sidder Apple tungt på markedet. Ingen af konkurrenterne har for alvor været innovative nok til at true dén position, men når det gælder iPhone ser det altså anderledes ud. Hvorfor? Fordi iPhone udgør den klart største andel af Apples samlede omsætning (48,29% i 2019).

Tjenester skal kompensere

Salget af smartphones er på verdensplan generelt faldende, og i 2018 måtte Apple kassere en nedgang i salget af iPhones på 12% i forhold til året før. Det gør selvfølgelig ondt, når det er top-sællerten, det går ud over, og derfor kom Apple allerede i marts måned på banen med en række nye tiltag, som skal supplere salget af fysiske produkter.

Apple TV+ går i luften d. 1. november. (Foto: Apple)

 

Tjenester som Apple TV+, Apple Arcade, Apple News+ og kreditkortet Apple Card (foreløbig kun i USA) skal udgøre en gradvis større del af Apples omsætning, og startskuddet til flere af tjenesterne lød da også i tirsdags. Således ved vi nu, at Apple Arcade går i luften allerede d. 19. september, mens Apple TV+ åbner dørene for publikum d. 1. november.

Det er ikke godt nok, Apple!

Men er det nok at lægge sig i slipstrømmen af Netflix og Disney+ (der godt nok heller ikke er på banen endnu, men om kort tid kommer buldrende ind på streaming-markedet med verdens bedste bagkatalog af Disney-, Marvel- og Star Wars-titler), når man er Apple? Er det godt nok at lancere de nyeste smartphone-funktioner mange måneder efter konkurrenterne, når man ser så voldsomt et fald i salget af sit vigtigste produkt, som tilfældet er for Apple? Og er det i orden at lade andre tech-giganter som Amazon og Google løbe med hele markedet for stemmestyrede assistenter og smarte højttalere?

Det er tvivlsomt, om Apple TV+ har en reel chance mod en stærk konkurrent som Disney+.

 

Jeg synes det ikke. Efter min mening er der gået for lang tid, siden Apple for alvor gav os en vaskeægte “One More Thing”, som Steve Jobs plejede at sige, når han havde en kanin i hatten eller en overraskelse i ærmet i forbindelse med store Apple-lanceringer for år tilbage.

One More Thing?

Kigger vi tilbage på historien har Apple lanceret en række ægte innovationer under mottoet “One More Thing”. I 2006 var det f.eks. den første MacBook Pro, der så dagens lys på denne måde, mens Apple Watch blev vist frem for første gang i 2014 som “One More Thing”. Men siden Apple Watch har det været småt med reel innovation fra verdens største teknologi-virksomhed, og rygterne vil da også vide, at det var på grund af manglende produktfokus (og deraf følgende voksende fokus på tal og regneark), at Apples mangeårige designchef, Jonathan Ive, tidligere på året besluttede at forlade virksomheden.

Apple-designchef, Jonathan Ive (til venstre), har meddelt at han forlader Apple for at starte egen virksomhed. (Foto: Apple)

 

Vi har snart i årevis hørt på spekulationer om, at Apple lige om hjørnet er på vej med deres helt egen og nyskabende version af kendte produkttyper – præcis som tilfældet var med f.eks. iPhone og iPad. Et Apple-fjernsyn er blevet nævnt igen og igen, og det samme er Apple-bilen.

Indtil videre er det ikke blevet til meget med en bil fra Apple. Bilisterne må nøjes med Apple Carplay. (Foto: Apple)

 

I stedet blev det til “Apple Netflix”, som indtil videre ikke virker specielt overbevisende.

Alt andet lige skal Apple nok klare sig. Deres produkter er som regel af høj kvalitet. De er bare ikke længere overlegne på samme måde, som de har været (f.eks. iPhone 4 havde den skarpeste og højst opløste mobilskærm på markedet tilbage i 2010. Hvornår har det sidst været tilfældet for en iPhone?).

Men indtil for få år siden havde Apple en helt særlig, nærmest magisk evne til at fascinere og overraske forbrugerne med deres produkter. Og hvis den tid ikke skal gå helt i glemmebogen, er det på tide, at Apple igen tænker skøre tanker og rent faktisk forsøger på at genopfinde den dybe tallerken.

Jeg er og bliver gammel Apple-fanboy. Og Apple har en helt særlig plads i mit hjerte. Men hvor jeg dog ville ønske, at jeg igen kunne prøve at falde ned ad stolen til ordene “One More Thing”.

Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

OnePlus på vej med nye produkter

Heineken lancerer trist mobil

Årets Edge-serie er her

Billigere iPhone-reparationer

Sporingstags til alle Android-mobiler

Smart kombioplader til ferien

Hvad vil Apple vise i juni?

Galaxy Tab S6 Lite opgraderet

Design din drømmemobil

Kommer der Google-AI i iPhone?

Lettere skift fra iPhone til Android

Se det store billede på din Google Pixel

0
Lyd & Billede
Scroll to Top