Forstå mig ret: Jeg er hundrede procent tilhænger af at skåne miljøet. Men det er bare ikke det, det handler om her.
De senere år er mobilopladeren blevet en truet art. Tidligere lå der altid en lader i æsken, når man pakkede en ny mobil ud. Men i dag er den blevet et særsyn. Selv når du køber en skidedyr flagskibstelefon til 10.000 kroner, eller det, de er værre, får du kun et USB-C-kabel med, sådan at du kan oplade telefonen fra din PC.
Når man spørger mobilproducenterne, er (bort)forklaringen, at man ikke vil bidrage til unødvendig miljøforurening, og at de fleste mobilkøbere allerede har en skuffe fuld af opladere.
Så når Apple, Samsung, OnePlus og Google dropper opladeren, skal du altså se det som en service for at redde planeten.
Kære mobilproducenter, jeg tror jer ikke over en dørtærskel! Når i fjerner opladeren, er det simpelthen for at score kassen!
Det, der er det galt ved argumentet, er, at de gamle opladere, som kunderne måtte have liggende i kommodeskuffen, ikke understøtter de nyeste opladningsstandarder. Hvis du vil oplade mobilen med super-duper-ultraspeed (rekorden er lige nu 320 W) , er du nødt til at købe en ny oplader.
Det er en genial plan: Først øger I indtjeningen ved at fjerne opladeren. Dernæst tjener I ekstra ved at sælge den separat.
Men det har bare ikke en skid at gøre med miljøet.
Hvis i virkelig vil redde verden (og det vil jeg anbefale, da en klode i brand er bad for business), så har jeg et gratis råd til alle jer mobilproducenter (I kan takke mig bagefter):
Lav færre mobiltelefoner!
Hold op med at udsende to modelgenerationer om året. De nyeste mobiler bliver leveret med løftet om op til syv års opdateringer, men så længe er der ingen, der beholder den gamle mobil. Når der kommer en ny model, bliver den gamle bare lagt ned i kommodeskuffen sammen med sidste og forrige års mobil. Og måske ligger der også en enkelt gammel 15 W oplader der.
Ressourceforbruget og miljøbelastningen i form af forurening og kuldioxidudledning ved at producere endnu en generation af mobiler er uendelig meget større end ved at producere en langt mindre avanceret mobiloplader, der oven i købet kan bruges til meget andet, når mobilen har lidt skuffedøden.
Så hvis I mener det alvorligt med at være grønne, så lav kun de mobiler, der reelt er brug for. Og husk opladeren!