Den amerikanske mobiloperatør, Sprint, er kommet til at lække specifikationerne for LG’s kommende topmodel, LG G3. Vi regner med, at den kommer i løbet af maj måned.
Vi var meget begejstrede for forgængeren, LG G2 som vist på billedet over artiklen, der var utrolig hurtig og virkelig gav brugeren meget for pengene.
Hvis LG holder fast i strategien om en aggressiv prissætning med deres nye mobil – LG G2 var ved lanceringen cirka 1.000 kroner billigere end konkurrenternes tilsvarende topmodeller – så vil man med LG G3 virkelig få monsterydelse for pengene.
Skærmen bliver på 5,5” – næsten phablet-størrelse – og får en opløsning på hele 2560 x 1440 pixel, hvilket svarer til QHD-format. Derudover kommer LG G3 med Snapdragon 800-processor, 3 GB RAM, Android version 4.4 KitKat samt 13 MP kamera.