Lyd & Billede er udkommet i Danmark siden 2003 (frem til 2012 under navnet GEAR) og sammen med vores søstermagasiner i Norge og Sverige er vi Nordens største medie om gadgets og elektronik til hjemmet. Det vil vi gerne fortsætte med at være – også i fremtiden – og blandt andet derfor udkommer Lyd & Billede i dag for første gang i en digital udgave til iPad og Android.
Interaktiv digitaludgave
Selvfølgelig kan vi noget andet med den digitale udgave, end vi kan med det trykte magasin eller her på lydogbillede.dk. Der er plads til meget mere “rigt” indhold som f.eks. videoindslag og gallerier, og den digitale udgave er også langt mere interaktiv, end det af gode grunde er muligt med et magasin, som består af tryksværte på papir.
Omvendt er den digitale udgave stadig et magasin. Altså ikke bare løsrevne artikler, der drypvis publiceres på en hjemmeside, men et samlet hele, der f.eks. kan have et gennemgående tema. Som når vi i næste måneds udgave fokuserer på fitness og træning, og bl.a. tester både in-ear høretelefoner til løbeturen og smarte armbånd med apps, der holder øje med dine daglige aktiviteter og hjælper dig med at nå dine træningsmål.
Kort sagt er den digitale udgave et supplement til vores to allerede eksisterende produkter. Papirudgaven kommer til at eksistere mange år endnu, og vi vil blive ved med at publicere nyheder og tests på vores gratis websted. Men med Lyd & Billede til iPad og Android har vi fået et tredje ben, som giver os en ny måde at formidle og præsentere vores indhold på. Både til gamle og måske helt nye læsere. Det er vi, i al beskedenhed, ret begejstrede over!
Næsten gratis!
Vi har valgt, at den digitale udgave som udgangspunkt skal koste penge. Præcis hvor mange afhænger af, om du læser magasinet på iPad eller en Android-tablet, og hvis du bruger iPad, har du også mulighed for at tegne et digitalt abonnement, hvilket gør hvert nyt nummer af bladet billigere, end hvis du køber dem enkeltvis.
Men det med betaling gælder kun den nyeste udgave af det digitale magasin. For vi har også besluttet, at alle numre af det digitale magasin – altså lige bortset fra det allernyeste – skal være gratis! Du kan altså sagtens læse alle de digitale udgaver af magasinet, uden at det behøver at koste dig en krone, bare du er lidt tålmodig.
Særligt tilbud!
Sidst, men ikke mindst, er den første digitale udgave, april-nummeret af Lyd & Billede som netop er udkommet i dag, GRATIS. Dette tilbud gælder ti dage fra og med i dag. Altså frem til den 19. april.
Du kan hente app’en i Apples App Store eller til Android i Google Play.