Siden 2019 har USA begrænset Huaweis adgang til de maskiner, der er nødvendige for at fremstille avancerede 5G-kredsløb. Selvom Huawei fremstiller 5G-udstyr til mobiloperatører, har de tidligere kun været i stand til at producere små mængder af faktiske 5G-mobiler med chips fra deres lagre.
Men nu er Huawei Mate 60 Pro blevet frigivet, og den har faktisk 5G. Mobiltelefonen indeholder en Kirin 9000s-processor, som er fremstillet i Kina af det statsejede SMIC (Semiconductor Manufacturing International Corp). Det er deres første 7 nanometer kredsløb, et niveau af miniaturisering, som man troede var umuligt uden adgang til værktøjer fra Vesten.
Analysefirmaet TechInsights siger, at det viser, at de kinesiske myndigheder er kommet langt i deres forsøg på at opbygge et helt lokalt økosystem for kredsløbsfremstilling. “Det er et slag i ansigtet på USA,” siger analytikeren Dan Hutcheson.
Fremstilling af 7 nm kredsløb kræver normalt maskiner fra det hollandske firma ASML, som alene har den nødvendige EUV-teknologi (ekstrem ultraviolet litografi). Men sidste år mente analytikere, at SMIC havde formået at producere 7 nm kredsløb ved at modificere mere simple maskiner. Analytikerne forudså dog, at kun 50 procent af kredsløbene ville være brugbare, sammenlignet med 90 procent for ASML.
Kinesere, der har købt Huawei Mate 60, har lagt performance-tests ud på sociale medier, der antyder, at Mate 60 Pro har bedre 5G-performance end konkurrerende modeller.
Kilde: Bloomberg News, via The Guardian
Læs også:
Seagate idømt bøde for eksport af harddiske til Huawei
Seagate anses for at have overtrådt forbuddet mod eksport af amerikansk teknologi til Huawei, og skal nu betale en bøde på hele 300 millioner dollars.