Vi har efterhånden talrige gange nævnt, at Apple-brugere i EU-lande som Danmark og Sverige, ikke i første omgang vil få adgang til de mange nye AI-funktioner med Apple Intelligence, som ellers er lige om hjørnet.
Årsagen er EU-lovgivning i form af Digital Markets Act (DMA), men takket være de europæiske regler får iPhone-brugere fra EU-landene til gengæld lige straks andre muligheder, som brugere udenfor EU ikke får. Og det sker fra og med den iOS 18.2-opdatering, der introducerer Apple Intelligence til de fleste brugere i resten af verden.
Når man har installeret iOS 18.2-opdateringen, der vil blive rullet ud til iPhone-brugere inden slutningen af måneden, vil man som EU-bruger således kunne slette Apples App Store, Kamera-app’en, Safari-browseren samt Beskeder og Fotos. Alt sammen for at gøre det muligt for dig at vælge alternative apps.
Blandt de mulige alternativer til App Store kan vi nævne AltStore PAL, som er Open Source og tilbyder en række apps fra uafhængige app-udviklere. En anden mulighed er app-butikken Setapp Mobile, og så har spilfirmaet Epic Games, som tidligere har været i totterne på Apple på grund af uenigheder relateret til spillet ‘Fortnite’, også åbnet en app-butik, Epic Games Store, som du finder her.