TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Microsoft løfter sløret for nye Windows 10-funktioner – inklusive hologrammer!

Sådan vil Microsoft få ét operativsystem til at fungere på alle slags enheder. Og integrere systemet med den virkelige verden på en helt ny måde.

Af / 21/01/2015 - 21:44
Microsoft løfter sløret for nye Windows 10-funktioner – inklusive hologrammer!

Her til aften afholdt Microsoft et pressemøde i Redmond for at tale om de nyeste funktioner i Windows 10, som stadig er under udvikling, men som formentlig vil blive lanceret i løbet af i år.

Vi vidste allerede, at start-menuen er på vej tilbage til Windows, og Microsoft understregede til at begynde med, at opgraderingen til Windows 10 vil blive nem for brugerne, uanset om de springer en version over og kommer fra Windows 7, eller om de kommer fra Windows 8. Microsoft annoncerede også, at det vil blive gratis at opgradere til Windows 10 det første år efter lanceringen, uanset hvilken Windows-version du kommer fra – og uanset enhed og formfaktor.

Startmenuen i Windows 10 er en kombination af den klassiske Windows-startmenu og så de interaktive fliser fra Windows 8.
Startmenuen i Windows 10 er en kombination af den klassiske Windows-startmenu og så de interaktive fliser fra Windows 8.

For Windows 10 bliver et universelt operativsystem, som vil køre på alle slags enheder lige fra smartphones og tablets, henover bærbare computere og skrivebords-pc’er til servere og enterprise-løsninger. Og i løbet af pressemødet demonstrerede Microsoft, hvordan operativsystemet i praksis skaleres på tværs af de mange forskellige slags enheder.

Til at demonstrere Windows 10 på tablets og smartphones kom Joe Belfiore på scenen. Han er Corporate Vice President hos Microsoft med ansvar for operativsystemer på mobile platforme.

Til at starte med viste han, hvor problemløst det vil blive, at skifte mellem tablet- og skrivebordstilstand – for eksempel på en Microsoft Surface Pro 3, som er en typisk 2-i-1 enhed. Microsoft kalder skiftet mellem de forskellige tilstande for continuum, og i praksis foregår det for eksempel ved at apps, som i skrivebordstilstand er åbne i hvert sit vindue, forstørres til fuldskærmstilstand, hvorefter du i tablet-tilstand for at skifte mellem apps bladrer imellem dem via touch. Også startmenuen vil kunne forstørres til en fuldskærmstilstand, der er det tætteste Windows 10 kommer på brugerfladen med dynamiske fliser, som vi kender fra Windows 8.

Annonce
De universelle apps i Windows 10 tilpasser sig platformen, men indhold og funktionalitet - som her i Outlook - er præcis den samme på tværs af enheder.
De universelle apps i Windows 10 tilpasser sig platformen, men indhold og funktionalitet – som her i Outlook – er præcis den samme på tværs af enheder.

På tablets med skærme under 8” og på smartphones kommer Windows 10 til umiddelbart at ligne det Windows Phone, vi kender, men for eksempel er actioncentret med notifikationer og meddelelser fra apps nu 100% synkroniseret med pc’en og andre enheder, ligesom tekstbeskeder vil blive integreret med Skype. En række apps, vi kender, vil blive universelle på tværs af alle slags enheder. Det gælder Word, Excel og Powerpoint, som nu får fuld funktionalitet på mobilen – med alt indhold synkroniseret automatisk via Microsofts cloud-tjeneste OneDrive. Også Outlook – både emails og kalenderen – vil være at finde i Windows 10 og vil kunne bruges på tværs af enheder. Baseret på præcis samme programkode og med de samme funktioner.

Windows 10 på mobilen vil ligne det Windows Phone, vi kender.
Windows 10 på mobilen vil ligne det Windows Phone, vi kender.

Den personlige assistent Cortana kommer også til at køre på bærbare computere og almindelige pc’er. Med Cortana på pc’en får du en helt ny måde at interagere med din computer på – du vil for eksempel kunne bede assistenten om at spille bestemt musik, skrive en email, søge og vise bestemte dokumenter, etc. Cortana indsamler løbende viden om brugeren for at kunne yde den bedst mulige assistance, men du vil altid kunne se og redigere, hvad den personlige assistent har indsamlet af viden om dig.

Her fortæller Cortana pc-brugeren, hvordan vejret bliver i morgen.
Her fortæller Cortana pc-brugeren, hvordan vejret bliver i morgen.

Microsoft arbejder også på en helt ny internet-browser, som i øjeblikket går under navnet “Project Spartan” – browseren skal gøre brugeren mere produktiv ved hjælp af en række nye muligheder. Blandt de nye funktioner er et markeringsværktøj, et kommenteringsværktøj og et klipværktøj, så du kan annotere websider på samme måde, som du i dag allerede kan i Word-dokumenter. Og så bliver den personlige assistent Cortana også integreret i den nye browser. For eksempel vil Cortana kunne give rutevejledning, købe billetter eller lave reservationer, hvis du er inde på biografens eller en restaurants webside. Igen bliver assistentens viden om dig samt om indholdet, du kigger på, kombineret for at kunne give dig relevante, supplerende oplysninger og muligheder.

Microsoft arbejder på en ny internetbrowser til Windows 10. Den går i øjeblikket under kodenavnet "Project Spartan" og skal afløse Internet Explorer.
Microsoft arbejder på en ny internetbrowser til Windows 10. Den går i øjeblikket under kodenavnet “Project Spartan” og skal afløse Internet Explorer.

Internet Explorer har været sløv i optrækket i årevis, så Project Spartan er en velkommen og tiltrængt nyhed, men den blegner i forhold til pressemødets største nyhed, der fik os til at miste mælet og tabe både næse og mund.

Alex Kipman fra Microsoft har tidligere arbejdet med Kinect, og han kom på scenen for at demonstrere, at Microsoft har taget tanken om at integrere den virkelige verden med den digitale ikke blot ét, men adskillige syvmileskridt videre. Nemlig med Windows Holographic! Hologrammer, som vi kender dem fra science fiction-film som Star Wars er ikke længere fiktion!

Md Windows Holographics vil man kunne bygge 3D-modeller, som senere vil kunne printes ud via en 3D-printer.
Md Windows Holographics vil man kunne bygge 3D-modeller, som senere vil kunne printes ud via en 3D-printer.

Microsoft vil simpelthen flytte hele bruger-oplevelsen ud i den virkelige verden. Man skal kunne interagere med teknologien og kommunikere på en langt mere naturlig måde, og hologrammer er svaret, mener software-giganten. Så alle universelle Windows 10-apps kan komme til at fungere i holografisk tilstand.

For at gøre hologrammerne til virkelighed har Microsoft udviklet Microsoft HoloLens. En slags VR-brille med rumlig lyd, avancerede sensorer samt både almindelig processor, grafisk processor og en helt nye type holografisk processor, som Microsoft har døbt HPU. Med HoloLens bliver en holografisk brugerflade mulig uden at enheden er afhængig af nogen anden type enhed (såsom en smartphone eller tablet), kameraer, etc. Selvom vi skriver VR-brille, så er Windows Holographics langt fra det samme som virtual reality. Microsofts teknologi flytter nemlig ikke brugeren ind i en virtuel, digital verden, men flytter derimod det digitale og virtuelle indhold ud i den virkelige verden!

Microsoft har udviklet en helt ny type enhed, HoloLens, som skal gøre Windows Holographic til virkelighed.
Microsoft har udviklet en helt ny type enhed, HoloLens, som skal gøre Windows Holographic til virkelighed.

For at demonstrere den nye teknologi viste Microsoft en video med masser af bruger-scenarier, og bliver bare halvdelen af de mange muligheder til virkelighed, vil Windows Holographic give ordet augmented reality en helt ny betydning. Den digitale verden vil blive integreret med den virkelige verden. Forestil dig for eksempel spil, der integreres med de virkelige omgivelser i dit hjem, eller muligheden for at designe en 3D-model af et objekt, som du så bagefter kan printe og gøre til virkelighed ved hjælp af en 3D-printer.

Her skabes en 3D-model af en quadcopter i Holo Studio.
Her skabes en 3D-model af en quadcopter i Holo Studio.

Præcis det sidste vil man kunne gøre med en helt ny app, som Microsoft har skabt specielt til den holografiske brugerflade. Holo Studio lader brugeren skabe 3D-objekter, som man derefter kan printe ud ved hjælp af en 3D-printer. Under pressemødet blev det demonstreret, hvordan man på få minutter kunne skabe en 3D-model af en quadcopter – som vi efterfølgende fik at se i udprintet tilstand.

Og her er Alex Kipman med den ægte vare, lige efter den har fløjet en tur!
Og her er Alex Kipman med den ægte vare, lige efter den har fløjet en tur!

Lige nu er vi en smule frustrerede over ikke selv at være fysisk til stede i Redmond, for alle tilstedeværende journalister ville nemlig få lov til at afprøve den nye hologram-teknologi lige efter pressemødet, men vi må vente til et senere tidspunkt. Og hvornår det bliver – endsige hvornår HoloLens og Windows Holographics kommer ud til forbrugerne – ved vi endnu ikke. Men vi holder øjnene åbne og ørerne stive og følger op her på siden, så snart vi ved mere.

Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

70%

Black Week Tilbud

70% På LB+ Total i 12 måneder!

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

39,- / mnd
130,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Huawei Mate 70 kan bestilles

Casios ur-ring er federe end Galaxy Ring

Gemini-app til iPhone frigivet

Lettere at finde mistet bagage

Endnu sværere at bryde ind i iPhone

Bliv ikke svindlet med QR-koder

Gemini på iOS set i App Store

Stærk fremgang for tablets

Galaxy S25 slår rekord i ydeevne

Nothing lancerer selvlysende mobil

OnePlus 13 med kæmpe batteri lanceret i Kina

AI-hjælp i Google Map