Det er blot en god måneds tid siden, at Motorola lancerede budgetmodellen Moto G30 med med 64 Mp kamera og 90 Hz skærm til blot 1.499 kroner. Men alligevel var firmaet allerede igen i dag klar med to nye mobiltelefoner, som begge er klar til at udfordre markedet med uhørt gode specifikationer til budgetpris.
Motorola Moto G100
Den dyreste af dagens to lanceringer, Motorola Moto G100, er baseret på Android 11 samt den nyeste Snapdragon 870 5G-mobilplatform, hvilket giver brugeren både 5G og Wi-Fi 6. Dertil kommer 8 GB hukommelse og 128 GB indbygget lagerplads, der udvides med op til 1 TB ved hjælp af microSD-kort.
Ligesom Moto G30 kommer Moto G100 med en skærm med 90 Hz opdateringshastighed, der giver et flydende og stabilt billede. Skærmen måler 6,7″ i 21:9-format og er HDR10-certificeret, hvilket ifølge producentens pressemeddelelse får indholdet til at skinne med livagtige, virkelighedstro farver samt tilbyder forbedret lysstyrke og kontrast.
Kameraet kommer med en hovedsensor med en opløsning på 64 Mp og Quad Pixel-teknologi til 4x mere lysfølsomhed ved lav belysning, lover Motorola. Dertil kommer et 16 Mp ultravidvinkelkamera med indbygget ringlys, der lader dig komme fem gange tættere på dit motiv i forhold til et standardobjektiv.
Den nye Ready For-platform lader brugeren forbinde sin Motorola-mobil til tv’et, computerskærmen eller den bærbare – en teknologi, som i sit udgangspunkt minder en del om Samsung DeX.
Moto G100 kan købes i Danmark fra d. 9. april til en vejledende pris på 3.699 kroner.
Motorola Moto G50
Motorola var i dag også klar med en efterfølger til Motorola Moto g 5G plus, der ellers hidtil var den billigste 5G-mobil på markedet. Med Moto G50 tager prisen endnu et dyk nedad og havner på 1.899 kroner.
For den overskuelige sum får du en 5G-mobil med en skærm på 6,5″ i HD+ opløsning og en opdateringsfrekvens på 90 Hertz. Kameraet er på 48 megapixel og er udstyret med Motorolas Quad Pixel-teknologi, der trækker mere lys ind i kameraet. Det dedikerede Macro Vision-objektiv bringer dig 2,5 gange tættere på dit motiv end en standardlinse, lover Motorola.
Hele herligheden drives af Qualcomm Snapdragon 480 5G Mobile Platform, og med i købet får man enten 64 eller 128 GB indbygget lager samt et batteri på 5000 mAh.
Moto G50 kan købes i Danmark fra d. 15. april til en vejledende pris på 1.899 kroner.