Hele tre flagskibsmodeller havde koreanske LG Electronics med til årets store mobilmesse i Barcelona. Men blandt de tre nye mobiler, LG V50 ThinQ 5G, LG G8 ThinQ og LG G8s ThinQ, er det kun sidstnævnte, som muligvis kommer på markedet i Skandinavien. LG kunne hverken oplyse om pris eller hvornår, modellen muligvis rammer butikshylderne, men produktchef David Montanya understregede, at det klart var planen, at LG G8s ThinQ skal komme på markedet i Danmark, Norge og Sverige i løbet af 2019.
I givet fald får kunderne en ny mobil, som kommer med Snapdragon 855-processor, 6,2″ OLED-skærm (Full HD+-opløsning, 2.248 x 1.080 pixels), 6 GB RAM samt 64 GB eller 128 GB indbygget lager. Desuden tre kameraer på hhv. 13 MP, 12 MP og 12 MP samt et batteri på 3550 mAh.
Hand ID og Air Motion
Dét, som adskiller de nye LG-flagskibsmodeller, herunder LG G8s ThinQ, fra mængden, er imidlertid de nye Hand ID- og Air Motion-funktioner.
På fronten af mobilen har LG indbygget en “time of fliht”-sensor, et såkaldt Z-kamera. ToF-sensoren er reelt en LED-sensor, som måler dybde baseret på lys, der udsendes fra LED-sensoren og kastes tilbage fra et givent objekt.
Baseret på hvor lang tid, lyset bruger på at rejse frem og tilbage, kan sensoren fastslå afstanden til objektet og registrere meget præcist i 3D, hvad objektet foretager sig i rummet foran mobilen.
I praksis bruger LG ToF-sensoren til at muliggøre de to førnævnte funktioner, Hand ID og Air Motion.
I tilfældet Hand ID kan Z-kameraet scanne de små blodårer under huden på håndfladen. I følge LG er blodårerne i hånden i kraft af deres form og omfang mere unikke fra person til person end et fingeraftryk, og dermed skaber Hand ID den højst mulige sikkerhed. Er mobilen låst med Hand ID skal man blot holde sin hånd over skærmen i et kort sekund for at låse mobilen op.
Air Motion bruger ToF-sensoren til at lade brugeren styre sin mobil ved at gestikulere med fingrene foran skærmen. Har man f.eks. mobilen siddende i en holder, mens man kører bil, kan man besvare eller afslutte opkald, skifte mellem apps eller skrue op eller ned for lyden blot ved at gestikulere med fingrene. Og uden at røre mobilen overhovedet.
Vi prøvede Hand ID på LG’s stand, og det lod til at fungere ganske fornuftigt. Om det så ender med at blive endnu en gimmick blandt mange, som LG har fundet på gennem årene, eller om brugerne vil omfavne de nye betjeningsmuligheder, må vi lade komme an på en prøve.
Hvis og når LG G8s ThinQ bliver til at købe i butikkerne.