[Opdateret med nye produkter, kl 18:30 – læs mere i bunden af artiklen]
Xiaomi har indtaget mobilmessen MWC i Barcelona med et hold af spritnye smartphones. Vi var med til søndagens pressekonference, hvor Xiaomi 13-serien blev præsenteret.
Serien består af tre modeller. I toppen af hierarkiet er flagskibet Xiaomi 13 Pro, som især udmærker sig ved et heftigt kamera, skabt i samarbejde med den tyske kameraekspert Leica, der ikke blot har bistået med software, men også skabt objektiverne til de tre indbyggede kameraer. Den mobil kan du læse meget mere om i vores test, som er klar allerede nu.
Er du ikke parat til at betale den svimlende sum af 9.999 kroner, som Xiaomi 13 Pro står til, er der mange af de samme features at hente i standardmodellen Xiaomi 13, der koster et par tusind kroner mindre.
Den har ikke helt så stor sensor som Pro-modellen og generelt lidt mere skrabet teknologi på tværs af de tre kameraer, der byder på hhv. 15 mm, 24 mm og 75 mm brændvidde (eller 0,6 til 3,2 x optisk zoom i gængse mobiltermer). Men den gør brug af samme Leica Vario-Summicron-objektiv med f/1.8 blænde og har farveprofiler, filtre, vandmærker og portræt-tilstande fra Leica samt ikke mindst den ikoniske lukkerlyd, mange kender fra Leicas kameraer.
Selfiekameraet har 32 megapixel og byder på intelligent framing, HDR, nat-tilstand m.m.
Spækket med stærk teknologi
Ligesom Pro-modellen gør Xiaomi 13 brug af Snapdragon 8 Gen 2-processoren og byder på det helt nye Wi-Fi 7 med Dual Band Simultaneous Multi-Link, der giver hastigheder op til 3,6 Gbps og dertil Bluetooth 5.3.
Batterikapaciteten er 4500 mAh – en anelse lavere end Xiaomi 13 Pro, som har 4820 mAh. Opladningshastigheden er ligeledes lavere. Den er 67 W på 13 kontra 120 W på 13 Pro. Begge mobiler oplader trådløst ved op til 50 W.
Xiaomi 13 har en flad 6.36″ FHD+ Amoled-skærm med 120Hz opdatering og stereohøjttalere med Dolby Atmos.
Robust og langtidsholdbar
Mobilerne er skabt med glas på bagsiden og har IP68-certificeing for vand- og støvtæthed – en egenskab vi har savnet ved tidligere Xiaomi-mobiler.
Xiaomi har samtidig udvidet opdateringsperioden, så man med Xiaomi 13 og 13 Pro er garanteret 3 Android-opdateringer og fem års sikkerhedsopdateringer. Producenten tilbyder derudover en gratis reparation inden for det første år, uafhængig af den globale garanti, som nu dækker endnu flere lande, herunder Danmark, Sverige, Norge og Finland.
Billigere ungdomsmobil
Sammen med de to flagskibsmodeller kommer den billigere Xiaomi 13 Lite. En ungdommelig og designlækker smartphone med fokus på selfies og SoMe. Der er to frontkameraer – et vidvinkel på 32 MP og et dybdekamera på 8 MP til bokeh-effekter. Dertil kommer funktioner som Dynamic Framing, der registrerer personer og autoindstiller rammen samt Selfie Pocket Mirror og Selfie Glow, som optimerer videokald og selfies.
Xiaomi 13 Lite gør ikke brug af Leica-teknologi. Bagkameraet har hvad man vel bedst kan betegne som en standard mellemklasse-konfiguration med 50 MP hovedkamera, 8 MP vidvinkel og 2 MP makro.
Der er 6,55” FHD+ Amoled-skærm med 120 Hz opdatering samt Snapdragon 7 Gen 1-processor, 8 GB RAM og 256 GB lager. Batteriet rummer 4500 mAh og kan oplades ved 67 W.
Kommer til i Norden i nærmeste fremtid
Alle tre mobiler i Xiaomi 13-serien kommer på det nordiske marked allerede d. 8. marts.
Xiaomi 13 Pro fås i sort og hvid til en dansk pris på 9.999 kroner.
Xiaomi 13 fås ligeledes i sort og hvid. Den danske pris er 7.999 kroner.
Xiaomi 13 Lite fås i farverne blå, pink og sort til en dansk pris på 3.999 kroner.
Også hørepropper og smart-ur
Xiaomi benyttede også lejligheden til at præsentere nyt tilbehør til mobilerne. Producenten fremviste det nye Watch S1 Pro, et nye smart-ur i klassisk design med 1.47” Amoled-display, a roterende krone, hårdført safirglas og mulighed for enten en metallisk urkasse med læderrem eller en sort urkasse med matchende gummiren. Uret er i stand til at registrere over hundrede sportsgrene i realtid med 10 særlige programmer til løberne. Det er desuden i stand til at måle søvnkvalitet og stress. Batteritiden er op til 14 dage. Ti minutter i opladeren giver strøm til to dage og der medfølger trådløs ladebrik.
De nye hørepropper Xiaomi Buds 4 Pro byder på hi-res-lyd via Sony’s LDAC-teknologi samt Dimensional audio som giver en tredimensionel lydoplevelse ved at tracke brugerens hovedbevægelser. Der er desuden ANC og transparency tilstand.
Batteritiden er 9 timer, og der er yderligere 31 timer i den polerede stålæske.