Først kom de med en Android-baseret tablet, Nokia N1, og nu afslører den administrerende direktør for det finske firma, Rajeev Suri, i et interview med tyske Manager Magazin, at når Nokia igen må markedsføre og sælge smartphones under eget navn, vil firmaet designe smartphones, som andre firmaer så må producere under licens.
Da Microsoft overtog Nokias tidligere mobildivision, var det en del af aftalen, at Nokia indtil 2016 ikke igen måtte gå ind på mobilmarkedet, men når aftalen udløber i andet halvår af 2016, er det lige præcis, hvad firmaet har tænkt sig, siger CEO Rajeev Suri til Manager Magazin:
“Vi vil se os om efter egnede partnere,” afslører han og fortsætter: “Microsoft producerer selv mobiltelefoner, hvorimod vi ville nøjes med at designe dem og derefter stille vores varemærke til rådighed via licens.”
Førnævnte tablet, Nokia N1, er kun tilgængelig i Kina, men Rajeev Suri giver i interviewet udtryk for, at Nokia kun vil søge tilbage til mobilmarkedet, hvis man føler sig i en position til at angribe markedet aggressivt.
Selvom Nokia altså ser ud til at være på vej tilbage til mobilmarkedet, så bliver det ikke under Lumia-navnet. Det ejer Microsoft som en del af købet af det finske firmas tidligere mobildivision.