Lanceringen af Xiaomi 14 Ultra er planlagt til kommende søndag, men en europæisk forhandler er ifølge Winfuture.de ved et uheld kommet til at lække adskillige detaljer om den kommende smartphone, der er resultatet af et samarbejde med den anerkendte tyske kameraproducent Leica.
Kameramobilen får et design, der afspejler klassiske kameraelementer. Således får Xiaomi 14 Ultra et fremtrædende kameramodul på bagsiden og et helt fladt bagcover, afslører lækkede billeder (første gang publiceret på mysmartprice.com d. 14. februar).
Mobilen vil blive lanceret i sort og hvid med en aluminiumsramme. Vægten bliver på cirka 220 gram, mens mobilen vil få en tykkelse på 9,2 mm.
Xiaomi 14 Ultra bibeholder det store 6,73-tommer AMOLED-display fra sin forgænger, og ligesom Samsung Galaxy S24 Ultra får den en helt flad skærm. Desuden får skærmen angiveligt op til 120 Hz opdateringsfrekvens, 3.200 x 1.440 pixel opløsning, HDR10+ support og en imponerende maksimal lysstyrke på op til 3.000 nit under visse forhold.
4 x 50 megapixel
Men kameraet er uden tvivl højdepunktet! På bagsiden finder vi fire 50-megapixel sensorer til henholdsvis vidvinkel- og ultravidvinkeloptagelser samt zoomoptagelser med 3,2- eller 5-gange optisk forstørrelse.
Xiaomi 14 Ultra forventes også at kunne optage 8K-video med op til 24 fps, 4K-video med op til 60 fps, slow-motion-videoer i FHD-opløsning med op til vanvittige 1.920 billeder i sekundet!
Ydelse
Mobilen vil blive drevet af en Qualcomm Snapdragon 8 Gen 3-processor kombineret med 16 GB LPDDR5X RAM og 512 GB UFS 4.0 lager.
Batteriet på 5.300 mAh understøtter 90 W hurtigopladning og 50 W trådløs opladning.
Pris og tilgængelighed
Xiaomi 14 Ultra vil blive officielt lanceret på søndag i Barcelona i forbindelse med Mobile World Congress. L&B Home vil være til stede til lanceringen, hvorfra vi forhåbentlig vil kunne fortælle mere om pris og tilgængelighed.
I skrivende stund ved vi blot, at rygter omtaler en pris i Frankrig på EUR 1.499, hvilket svarer til knap 11.200 danske kroner.