HMD Global, firmaet bag den moderne Nokia-telefon, har netop annonceret en ny billg smartphone, Nokia G22.
Nokia G22 er den første Nokia-smartphone der fra bunden er udviklet til at være reparationsvenlig, skriver firmaet i en pressemeddelelse.
Muligheden for nem udskiftning af komponenter understøttes gennem et samarbejde med iFixit, et globalt reparationsfællesskab og virksomhed der tilbyder specifikke dele til Nokia G22 samt vejledninger og værktøj, så alle selv kan reparere deres smartphone, hvis der skulle blive brug for det, lover HMD Global.
Den nye Nokia G22 kommer også med en bagside af 100 procent genbrugsplastik. Dertil vil der være adgang til to Android OS-versioner, tre års månedlige sikkerhedsopdateringer og forlænget tre års garanti uden ekstra omkostninger.
Pris og tilgængelighed
Nokia G22 kommer i Meteor Grey (grå) og Lagoon Blue (blå) og fås i 4 GB/64 GB konfiguration til 1.499 kroner.
‘At-home Fit Kits’ og reservedele til Nokia G22 er tilgængelige fra iFixit.com. Dette inkluderer nyt display fra EUR 49,95, bagpanel fra EUR 24,95, batteri fra EUR 24,95 og opladningsport fra EUR 19,95.