OnePlus lancerede sin første tablet, OnePlus Pad, sidste sommer. Men i Indien, som er et vigtigt marked for den kinesiske mobilproducent, lancerede OnePlus blot få måneder senere OnePlus Pad Go, som er en tablet i budgetklassen.
Denne billige tablet, som nok skal blive populær hos masser af børnefamilier, samt en såkaldt livsstilsversion af OnePlus Watch 2 bliver lanceret på det europæiske marked d. 23. april. De vil begge være tilgængelige i butikkerne kort tid efter lanceringen.
I skrivende stund ved vi ikke så meget om den nye udgave af OnePlus Watch 2 bortset fra, at produktet er blevet tilpasset for at “imødekomme de europæiske forbrugeres fokus på unikt design og individuel stil,” som OnePlus skriver i en pressemeddelelse.
OnePlus Pad Go har som nævnt været tilgængelig på det indiske marked siden oktober sidste år. Og derfor kan vi allerede her løfte sløret for de fleste af tablettens specifikationer, og det ser umiddelbart fornuftigt ud.
Således kommer OnePlus Pad Go bl.a. med en 11″ IPS-skærm med 2.4K opløsning (2.408 x 1.720 pixel), Mediatek Helio G99 processor med otte kerner, 8 GB RAM, 128 eller 256 GB lager samt mulighed for at udvide lagerpladsen ved hjælp af microSDXC-kort.
OnePlus Pad Go har desuden to 8 Mp kameraer, Wi-Fi 6, Bluetooth 5.2, 8.000 mAh batteri, og den vejer 532 gram.
En dansk pris kender vi endnu ikke, men i Indien koster OnePlus Pad Go 19.999 indiske rupies for versionen med Wi-Fi og 128 GB lager, svarende til blot 1.675 kroner. Til sammenligning kostede OnePlus Pad 3.999 kroner, da den blev lanceret.