Apple har netop udsendt invitationer til sit presseevent, hvor man forventer at få nye iPhone-modeller at se. Datoen er, som mange har gættet, den 12. september. Og i stedet for at bruge lokaler i San Francisco, som hidtil, afholdes arrangementet nu i Steve Jobs Theatre i Apples nybyggede hovedkvarter i Apple Park, Cupertino.
På arrangementet forventer vi at se iPhone 7S og 7S Plus, som bliver traditionelle opdateringer af sidste års iPhone 7 og 7 Plus. Men troværdige rygter siger også, at Apple vil vise en jubilæumsmodel i anledninfg af, at iPhone nu er 10 år gammel. Om navnet bliver iPhone 8 eller iPhone X Edition, vil tiden vise.
Det siges, at jubilæumsmodellen vil have et OLED-display, der fylder næsten hele fronten, ud over frontkamera og sensorer. Der findes en del 3D-billeder på nettet, baseret på teorier, men hvad der stadig er sikkert, er, at billedet herover repræsenterer nyheden. Billedet var godt gemt i kildekoden til Apples kommende smart-højttalere, Homepod.
Home-knappen bliver virtuel. Det siges også, at den får ansigtsgenkendelse, men om fingeraftrykslæserne forsvinder eller flyttes til bagsiden, er usikkert. Nye kameraer skal være specielt tilpasset til Augmented Reality.
Der spekuleres også i, om Apple vil vise en up-to-date version af Apple Watch, der muligvis kan have fået sin egen 4G-forbindelse. Samt muligheden for et nyt Apple TV med støtte for 4K-opløsning.
I forbindelse med lanceringen forventes også IOS 11 og WatchOS 4 at blive præsenteret.
Vi vil være på pletten i Cupertino og rapportere, når det starter kl. 19.00 dansk tid.