Motorola tror åbenbart, at forbrugerne køber ny mobil lige så tit, som de køber nye sko. I hvert er der efterhånden så mange mellemklasse- og lavprismobiler fra firmaet på markedet, at vi her på redaktionen har mistet ethvert overblik.
Men ikke desto mindre er Motorola nu klar med endnu en ny smartphone, Moto G62, som blot koster 1.999 kroner, selvom den kommer med 5G.
Ifølge producenten er Motorola Moto G62 “bygget til underholdning takket være sin premium-skærm, den rumlige lydoplevelse fra Dolby Atmos, avancerede kamerafunktioner og en lang batterilevetid, der holder liv i det hele,” som firmaet skriver i pressemeddelelsen.
Faktum er, at Moto G62 kommer med 6,5″ skærm med Full HD+ opløsning og en opdateringshastighed på 120 Hz. Derudover kommer der Dolby Atmos-lyd ud af stereohøjttalerne, ligesom batteriet er på 5000 mAh. Mobilen bør altså kunne holde strøm en hel dag, uanset hvor meget man spiller spil og ser video.
Moto G62 er desuden udstyret med triple-kamera. Den primære vidvinkellinse er på 50 Mp, og dertil kommer en 118° ultravidvinkel på 8 Mp samt en dedikeret dybdesensor på 2 Mp.
Hele herligheden drives af Android 12 samt en Snapdragon 480+ 5G-processor med op til 6 GB RAM og 128 GB indbygget lager.
Kommer også i Business Edition
Mens alle Motorolas enheder er beskyttet af ThinkShield for mobile, er moto g62 5G også tilgængelig i en særlig Business Edition med Android Enterprise Recommended-certificering – og tilbyder B2B-brugere endnu mere beskyttelse med yderligere software og sikkerhedsopdateringer i 4 år, plus certificeringer af høj kvalitet som f.eks. FIPS 140-2, lover producenten.
Derudover har Motorola indgået samarbejde med Zimperium for at tilbyde Moto Threat Defense, en for branchen førende AI-baseret beskyttelse mod nye trusler som phishing eller malware, mener Motorola.
Pris og tilgængelighed
Motorola Moto G62 vil være tilgængelig i Norden fra 4. juli i farverne Midnight Grey og Frosted Blue. Den vejledende pris er 1.999 kroner.
At Motorola ikke er blandt verdens største producenter af mobiltelefoner forstår jeg ikke. Jeg er på Motorola tlf. nr 2 på 6 år (efter 3 Samsung telefoner) og må bare sige, at Motorola er høj værdi for pengene. Hele familien kører nu Motorola og tænker at G62 bliver næste telefon, hvis en af de nuværende dør….det er der dog intet, der tyder på.