Ved en event i London lancerede OnePlus i dag sine nye flagskibsmodeller. Og vi taler flertal, for i modsætning til sidste år, hvor vi måtte nøjes med OnePlus 11, får vi i år både topmodellen OnePlus 12 og den noget enklere OnePlus 12R. Fokus ser ud til at være på ydelse, hvor OnePlus taler meget om deres egne teknologier til at klemme mest muligt ud af processoren, samtidig med at de holdes kølige.
Vi glæder os utroligt meget over at kunne introducere OnePlus 12-serien for at bryde branchens status quo. Dette repræsenterer vores 10 år lange stræben efter perfektion, hvor OnePlus 12-serien er nøje udformet til at levere en varig hurtig og smidig oplevelse, og den kommer til at være en af de bedste flagskibsserier i 2024,” siger Pete Lau, grundlægger af OnePlus, Senior Vice President og Chief of Product hos OPPO og OnePlus.
Ydelse hvor det gælder
På indersiden af OnePlus 12 finder vi selvsagt dette års præstationsmonster, Qualcomm Snapdragon 8 Gen 3, parret med op til 16 GB ultrahurtig LPDDR5X-hukommelse og op til 512 GB UFS 4.0-lagring. Sammenlignet med den foregående generation siges ydelsen at være 30 procent bedre, men 20 procent mere strømbesparende, med 25 procent hurtigere grafik og hele 98 procent hurtigere AI og maskinlæring. Et forbedret væskekølesystem skal stadig være i stand til at holde temperaturen 7 grader lavere.
For R-modellens vedkommende har man beholdt Snapdragon 8 Gen 2 fra sidste års topmodel for at holde prisen nede. Den giver trods alt mere ydelse, end de fleste mobilbrugere behøver. Den har generøst nok også 16 GB LPDDR5X-hukommelse og 256 GB UFS 4. 0-lagring. Den er udstyret med det samme Cryo Velocity-kølesystem som topmodellen.
Guf for øjnene
OnePlus 12 har en nyudviklet 120 Hz ProXDR-skærm med 2K-opløsning. Det mest imponerende er, at den leverer en vanvittig maksimal lysstyrke på 4.500 nit! R-modellen har også en variabel opdateringshastighed på mellem 1 og 120 Hz, hvor skærmen tilpasser sig efter, hvor hurtigt du scroller.
Skyder skarpt
Topmodellen byder på fjerde generation af Hasselblads kamera, som giver os deres RAW HDR-algoritmer og portrætfunktion. På indersiden finder vi en ny Sony LYT-808-sensor, som giver os en vidvinkel på hele 50 megapixel. Den har også et 64 Mp 3x periskop-teleobjektiv. R-modellen har den populære 50 megapixel Sony IMX890-sensor i hovedkameraet, som vi kan håbe vil give fantastiske billeder.
Holder hele dagen
OnePlus 12 har et meget generøst batteri på 5400 mAh, som skal give mulighed for at bruge mobilen i længere tid. Når batteriet begynder at løbe tør, kan det oplades fra 1-100 procent på blot 26 minutter takket være 100 watt SUPERVOOC-hurtigopladning, eller 50 watt trådløst med AIRVOOC-teknologien. Trådløs opladning er noget, vi har ventet på.
Interessant nok er det OnePlus 12R, der har fået æren af virksomhedens største batteri nogensinde på 5500 mAh, hvilket muligvis kan give den længere batterilevetid. Det vender vi tilbage til i vores test (når du er kommet hertil, har vi sikkert allerede offentliggjort testen af OnePlus 12). Denne model har den samme hurtige opladning og oplader lige så hurtigt.
Og noget for ørerne
Buds 3, et par støjreducerende propper i mellemklassen, blev også præsenteret ved eventet. De har dobbelte drivere og understøtter LDHC-codec’en for lav forsinkelse. Ved hjælp af AI skal de både vælge den rigtige støjreduktion til forholdene og tilpasse lyden til lige præcis dine ører. De har en batteritid på 10 timer og når op på 44 timer, hvis man også oplader dem fra etuiet. Mere om Buds 3 i en separat historie på Lyd & Billede senere.
Pris og tilgængelighed
OnePlus 12 fås i grøn eller sort med 12 GB hukommelse og 256 GB lagerplads til 7.699 kroner, mens modellen med 16/512 GB koster 8.699 kroner.
OnePlus 12R fås i blå eller grå og med 16 GB hukommelse og 256 GB lagerplads til 5.499 kroner.
Begge mobiler kan forudbestilles fra i dag. OnePlus 12 er klar i butikkerne fra d. 6. februar, mens OnePlus 12R kan købes fra d. 13. februar.