Sidste gang OnePlus præsenterede en smartphone ved en fysisk event var tilbage i 2019, da OnePlus 7T og OnePlus 7T Pro McLaren blev lanceret.
En årelang coronapandemi senere er det endelig tid til at vende tilbage til den fysiske verden, så OnePlus 10T 5G – efterfølgeren til forårets OnePlus 10 Pro – vil blive lanceret i Gotham Hall i New York den 3. august kl. 16. Det skriver OnePlus i en pressemeddelelse, hvor den kinesiske mobilproducent også afslører de første detaljer om den kommende smartphone.
Den kommer nemlig med Qualcomms nyeste og hidtil hurtigste Snapdragon 8+ Gen 1 processor samt med den nyeste version 13 af OnePlus’ egen OxygenOS-brugerflade.
Sidstnævnte byder på forbedringer i forhold til bl.a. gaming, brugertilpasning og tilslutningsmuligheder, lover OnePlus.
Alle, der tilfældigvis måtte befinde sig i New York den 3. august kan deltage i begivenheden. En billet koster USD 25 og kan købes her.
Alle vi andre kan følge med på OnePlus’ YouTube-kanal.