OxygenOS er Oneplus’ Android-baserede brugerflade til deres mobile enheder. Det giver virksomheden mulighed for at give sine mobiler et unikt udseende, tilføje smarte funktioner og få dem til at skille sig ud fra konkurrenterne i en tid, hvor mobilerne er meget ens. Nu fortæller Oneplus os, at den næste version er klar til at blive testet, og det er nok ikke nogen hemmelighed, at den er baseret på Android 15, som nu begynder at rulle ud på Pixel-mobilerne.
Med OxygenOS 15 stræber vi efter at skabe et produkt, der vækker genklang hos vores brugere, integrerer avancerede og meningsfulde AI-funktioner og har et unikt design, som de selv har været med til at skabe. Denne udgivelse hæver barren for softwareydelse og produktivitet, siger Arthur Lam, direktør for OxygenOS Product
Nøglefunktionerne omfatter:
Parallel behandling, der gør det problemfrit at åbne og skifte mellem 20 apps på samme tid.
AI-drevet produktivitet. Fotos vil kunne behandles med AI-funktioner som Detail Boost, AI Unblur og Reflection Eraser. Mobilerne får også Google Gemini med sine smarte søgninger. Derudover Passport Scan til scanning af pas, AI Notes til noter og transskribering og AI Reply til at foreslå svar på beskeder.
Unikt design med nye animationer, opdaterede ikoner og widgets. Flere muligheder for at låse telefonen op og strømlinede indstillinger og kontrolcenter.
Sikkerhed og privatliv. OxygenOS 15 inkluderer Google Play Protect til at opdage malware. Du får også de nye tyverisikringsmekanismer, som Google er begyndt at udrulle.
OxygenOS 15 vil være tilgængelig i en beta-version til Oneplus 12 den 30. oktober og vil blive rullet ud til flere modeller, når den endelige version er klar.