Omtrent et halvandet år er der gået, siden Apple lancerede Ping sammen med version 10 af iTunes. Nu skulle de mange millioner iTunes-brugere kunne indgå i et socialt netværk og på den måde opdage ny musik samt følge både musikere og venner.Netværket fik hurtigt over 1 million brugere, men siden da har Apple mere eller mindre ignoreret tjenesten, som aldrig rigtig er blevet populær hos brugerne. Og nu bliver den altså aflivet. Det fortæller All Things Digital.
Ping findes stadig i dag i den aktuelle iTunes-version 10.6.3, men når den næste, større opdatering af iTunes kommer – formentlig til efteråret – så skulle det altså være slut. I stedet får iTunes angiveligt Facebook- og Twitter-integration, hvilket passer som fod i hose med Apples nye samarbejde med de to tjenester, som blev lanceret i henholdsvis iOS 5 (Twitter) og iOS 6 (Facebook).
Apples topchef, Tim Cook, varslede faktisk allerede Pings lukning ved mediekonferencen D10, som fandt sted sidste måned. Her udtalte han blandt andet:
“We tried Ping, and I think the customer voted and said ‘This isn’t something that I want to put a lot of energy into.’”