Amerikanske Qualcomm leverer mobilprocessorer til de fleste af verdens førende producenter af Smartphones. Nu er firmaet klar med den seneste i rækken, nemlig Snapdragon 8 Gen 2, som vi kan regne med at se i kommende topmobiler allerede senere på året.
Snapdragon 8 Gen 2’s CPU er en 64-bit, 4 nm chip (ligesom den nyeste Apple A16 Bionic, som sidder i iPhone 14 Pro og 14 Pro Max) og har otte kerner, herunder en primær 3.2 GHz Cortex X3.
CPU’en suppleres af en ny Adreno GPU, som lover 25% hurtigere grafikydelse samt formindsket strømforbrug.
Snapdragon 8 Gen 2 leveres selvfølgelig også med 5G, mere overraskende er det, at processoren kommer med Wi-Fi 7. For nok er Wi-Fi 6E først nu for alvor ved at finde vej til forbrugernes hjem, men i og med, at mange brugere beholder deres smartphone i længere tid, gør Wi-Fi 7-understøttelsen smartphones med Qualcomms nye processor mere fremtidssikre.
Kunstig intelligens (AI) bliver vigtigere og vigtigere i moderne smartphones – ikke mindst i forhold til kameraet, hvilket Googles nyeste Pixel 7 Pro er et godt eksempel på – og derfor lover Qualcomm også, at Snapdragon 8 Gen 2 kommer med markant forbedret AI-ydelse.
Ifølge Qualcomm vil producenter som Asus, Motorola, OnePlus, Sony og Xiaomi inden længe lancere nye smartphones baseret på Snapdragon 8 Gen 2.