Samsung Ativ Tab, som er den koreanske elektronikgigants Windows RT-baserede tablet-computer – og modstykke til Microsofts egen Surface tablet, bliver ikke lanceret i USA. Det forklarer selskabets amerikanske chef for pc’er og tablet-computere, Mike Abary, i et interview med CNET.
Læs også: Test af Microsoft Surface
Samsungs forhandlere har ikke udvist nævneværdig interesse for produktet, forklarer han, og samtidig er forbrugerne stort set ikke klar over, hvad Windows RT overhovedet er for en størrelse. Her kan man mellem linierne læse, at Samsung mener, Microsoft ikke har været i stand til at kommunikere, hvad forskellen er på Windows RT og Windows 8, og markedet ved ikke rigtig, hvilke fordele man som forbruger kan få ud af RT. Det ville kræve et ”alt for stort løft” og for mange penge at uddanne kunderne om Windows RT, siger Mike Abary.
Læs også: Her svigter Windows 8
Det er Windows RT
Ligner Windows 8 på en prik, men er beregnet til at køre på ARM-processorer, som typisk sidder i tablet-computere og andre lette enheder. Indeholder også den “gamle” desktop-brugerflade, men kan ikke køre “rigtige” Windows-programmer. Kun Windows-apps købt gennem Windows Store.
Læs også: Test af ASUS Vivo Tab RT
Samsung Ativ Tab med Windows RT er allerede blevet lanceret i Danmark, og vi tester tablet-computeren til Lyd & Billede #3/2013.