Siden midten af december har vi vidst – takket være lækager – at Samsung var på vej med en billigere version af deres flagskibsmobil Galaxy S21. Med FE i halen på navnet er det en såkaldt Fan Edition, eller folkemobil, som vi kalder den. Og søreme om ikke alle lækagerne viser sig at holde vand. Ikke overraskende, da en unboxing-video allerede blev lækket i Sydafrika den 29. december.
På Galaxy S21 FE har man fjernet overflødige funktioner, men alligevel bevaret tre kameraer, 5G og en hurtig 120 Hz skærm, som ikke mindst gamere vil sætte pris på. Og selvfølgelig det nyeste Android 12-operativsystem.
120 Hz OLED
Som vi allerede vidste, er 120 Hz skærmen på 6,4 tommer og lægger sig dermed midt imellem Galaxy S21 og S21+. Ligesom på søskendemodellerne er den af typen AMOLED 2X. Og nej, vi ved ikke, hvorfor den hedder 2X, men den har i hvert fald 25 procent bedre lysstyrke end tidligere skærme.
Tre hovedkameraer
Galaxy S21 FE har tre kameraer bagpå: En 12 megapixel f/1.8 vidvinkel (hovedkamera), en 12 megapixel f/2.2 ultravidvinkel med 123 graders betragtningsvinkel samt en 8 megapixel f/2.4 tele med 30x zoom. Foran sidder et 32 megapixel selfie-kamera.
Batteriet på 4500 mAh burde kunne holde et par dage ved almindelig brug eller én dag med mere intens brug. Op til 256 gigabyte lagerplads er tilgængelig; så får man også 8 gigabyte RAM. Alternativt kan man vælge 128 gigabyte lagerplads og 6 gigabyte RAM.
Hurtigopladning sker med op til 25 watt med kabel og med op til 15 watt trådløst. Rimelig hurtigt, men ikke spektakulært.
Samsung Galaxy S21 kan i høj grad skræddersys, bl.a. med opgraderede widgets, fordi Samsung mener, at “en ægte skræddersyet oplevelse er meget mere end bare udseende og følelse”.
Priser og tilgængelighed
Samsung Galaxy S21 FE 5G kan købes nu og koster 5.999 kroner med 128 gigabyte og 6.499 kroner med 256 gigabyte lager. Den fås i fire forskellige farver: Hvid, grafitgrå, olivengrøn og lavendel.